Ny S-spidskandidat skal vælges ved urafstemning
Foto: TV 2
Den nye økonomiaftale for kommunerne er skidt nyt på det dyre, specialiserede område, vurderer Arne Boelt.
De knap 4000 medlemmer af Socialdemokratiet i Region Nordjylland skal til november ved en urafstemning afgøre, hvem der skal være partiets spidskandidat ved regionsrådsvalget 18. november 2025.
Foreløbig har to kandidater meldt sig på banen: Den nuværende gruppeformand og 2. næstformand i regionsrådet Mogens Nørgård og så Arne Boelt, Hjørrings tidligere borgmester, der ikke i dag sidder i regionsrådet.
Partiets nordjyske ledelse har imidlertid besluttet at forlænge fristen for at kandidere til førstepladsen på listen til 1. november.
4. november holdes der et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, som skal godkende, at der igangsættes en urafstemning mellem de to - og muligvis flere - kandidater.
- Under alle omstændigheder er vi glade for, at vi har to yderst kompetente kandidater. De kan hver især bidrage med rigtig meget, siger formanden for Socialdemokratiet i Nordjylland, Preben Dahlgaard.
Folketingsmedlem trak sit tilsagn
Partiet er i forhold til det normale sent ude med at udpege en spidskandidat. Ved de foregående valg har Ulla Astman været frontfigur, men hun har trukket sig, efter at partiet ved sidste valg mistede formandsposten i regionsrådet.
Herefter har man længe afventet en afklaring af, om der overhovedet ville være en nordjysk region og et nordjysk regionsråd - hvilket nu synes at ligge fast.
Undervejs i processen havde folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen tilkendegivet, at han var interesseret i at blive spidskandidat, men han trak sit kandidatur og vil i stedet satse på endnu en periode som folketingsmedlem.