Nye testcentre med lyntest åbner i dag

Falck har ansat 150 personer til at pode nordjyderne for coronavirus i de nye testcentre, der åbner torsdag og fredag.

I dag åbner Falck endnu flere testcentre i Nordjylland. Her kan personer uden symptomer få en lyntest, og på bare 15 minutter får man svar på, om man har coronavirus. Det er i Thisted, Hobro og Hjørring, at de tre nye testcentre er åbnet.

Og i morgen åbner endnu et. Nemlig i Gigantium i Aalborg.

- Vi vælger Gigantium, fordi det er et godt sted. Det er tæt på motorvej, tæt på Aalborg, der er gode parkeringsmuligheder, og man kan stå herinde i varmen og vente til at blive testet, siger regionsdirektør hos Falck, Kjeld Brogaard.

Aftalen med Gigantium blev lavet for to dage siden, og der er allerede hyret personale ind.

Falck har torsdag åbnet flere testcentre i Nordjylland - blandt andet her i Hobro - hvor borgere kan få en lyntest for coronavirus.
Falck har torsdag åbnet flere testcentre i Nordjylland - blandt andet her i Hobro - hvor borgere kan få en lyntest for coronavirus.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Vigtigt med mulighed for test af symptomfrie

Ud af de 150 personer, der er blevet ansat af Falck de seneste dage til at pode nordjyderne, skal 40 personer arbejde i Gigantium. Efter et lynkursus i dag er de allerede fra i morgen, fredag, klar til at begynde arbejdet.

- Det er fantastisk, at der er så mange, der melder sig, siger Kjeld Brogaard og tilføjer:

- Det er gået rigtig stærkt.

Grunden til, at man vælger at oprette endnu et testcenter i Aalborg Kommune, skyldes, at der er stor efterspørgsel.

- Vi kan se, der er en stor eftersprøgsel specielt i blandt den del af befolkningen, der ingen symptomer har. Vi har erfaret, at rigtig mange af dem går rundt og bærer på smitten, så det er hammervigtigt, at man har den her mulighed.

Hvad er erfaringen fra de testlokationer, I allerede har?

- Erfaringen er, at 3,5 procent af dem, vi tester, bærer rundt på virussen, fortæller Kjeld Brogaard.  

Hos Falcks testcentre kan borgerne få taget en lyntest, hvor de på 15 minutter får svar på, om de er smittet med coronavirus. Lyntesten på billedet her er negativ.
Hos Falcks testcentre kan borgerne få taget en lyntest, hvor de på 15 minutter får svar på, om de er smittet med coronavirus. Lyntesten på billedet her er negativ.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland