Nyt håb til barnløse: Får tre ekstra forsøg i Nordjylland
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
- Jeg er meget glad for, at vi på den måde kan investere i de nordjyske familiers fremtid, lyder det fra Lina Hundebøll Jespersen (V), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Nordjylland.
Region Nordjylland har godt nyt til folk, der har problemer med at få børn.
Enlige og par kan nu få op til seks forsøg med reagensglasbehandling på offentlige fertilitetsklinikker modsat de tre, som før blev tilbudt.
I midten af februar indgik regeringen og Danske Regioner aftalen om at styrke fertilitetsbehandlingen. Den sendte 4,5 millioner kroner af sted til Region Nordjylland, som er øremærket til at løfte antallet af behandlinger.
- Jeg er meget glad for, at vi på den måde kan investere i de nordjyske familiers fremtid. Vi vil gerne være med til at sikre, at flere får de behandlinger, de ønsker, når de står over for fertilitetsudfordringer, siger Lina Hundebøll Jespersen (V), formand for Sundhedsudvalget i Region Nordjylland og forsætter:
- Det handler om mennesker og deres drømme, og det her kommer til at hjælpe mange mennesker fremover.
Langt flere behandlinger hvert år
Ifølge Region Nordjylland har de lige nu kort ventetid på fertilitetsbehandling. Det offentlige tilbud foregår på Aalborg Universitetshospital. Og med sidste måneds aftale forventes antallet af behandlinger årligt at stige med 220.
- Vi sætter strøm til den her aftale hurtigt til glæde for nordjyderne. Vi bruger pengene på at forbedre behandlingen og sikre kapaciteten til at kunne tilbyde flere forsøg – og på at ansætte flere hænder, der kan løse opgaven, siger Lina Hundebøll Jespersen.
Sidste år blev der gennemført 456 behandlinger. For at sikre der kan laves ekstra behandlinger, skrues der ifølge regionen op for ansættelsen af speciallæger, bioanalytikere, sygeplejersker og sekretærer.
Tilbuddet om op til seks forsøg gælder for enlige og par, som fra 1. januar 2024 eller senere er i et fertilitetsbehandlingsforløb. Foruden det har regeringen afsat penge til, at man kan få gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to. Det tiltag er også undervejs i Region Nordjylland, men de endelige rammer for tilbuddet ligger ikke klar endnu.