OW Bunker-sagen: I dag falder der dom

En af Danmarkshistoriens største sager om mandatsvig bliver afgjort klokken 12.30. Lars Møllers forsvarer vil have ham frifundet.

Om få timer bliver der sat endegyldigt punktum på en sag, der har trukket store overskrifter landet over de seneste mange måneder.

Lars Møller, der var direktør i et datterselskab til OW Bunker, sidder på anklagebænken tiltalt for mandatsvig for 645 millioner kroner i forbindelse med OW Bunkers konkurs. 

Lars Møller er tiltalt for at have givet alt for store kreditter med det formål selv at tjene flere penge. Kreditterne er i følge anklageren givet, uden at ledelsen for OW Bunker i Nørresundby kendte til det. 

Anklager kræver fem års fængsel

Retssagen er nu kommet så langt, at man i dag klokken 12.30 er klar til at afsige dom over Lars Møller.

Anklageren kræver minimum fem års fængsel på grund af beløbets enorme størrelse. 

Forsvareren mener, Lars Møller skal frifindes. Forsvareren har i retten fremlagt 15-16 forskellige informationskilder, hvor ledelsen kunne følge med i, hvad Lars Møller foretog. 

- Vi kan ikke vide, om man læser den information, man får. Men så længe man har adgang til det, så må vi gå ud fra, at det bliver læst, og man reagerer på det, hvis man finder anledning til det, fortæller forsvarer Arvid Andersen. 

TV2 Nord følger naturligvis sagen tæt - på både tv2nord.dk og i vores nyhedsudsendelser.


Seneste nyt

fra Nordjylland