Politi om nytår: Seks anholdte, en voldtægt og en voldssag
Foto: Rigspolitiet
Få udrykninger på årets sidste dag. Sådan lød status fra Nordjyllands Politi dagen derpå.
Kun to alvorlige episoder blev det til på årets sidste dag. Patruljerne fra Nordjyllands Politi var massivt til stede i regionen, men det blev ikke til mange sager i forhold til tidligere år.
De nordjyske betjente melder ligesom beredskabet og hospitalerne om en ”rolig nytårsaften”.
- Det var en forholdsvis stille og rolig nytårsaften. Der har været lukket på restaurationerne, og det har sat sine begrænsninger. Vi har ikke haft udfordringer med restriktionerne og kun få anholdte inde. Én for beruselse og en enkelt spritbilist, fortæller vagtchef Mads Hessellund.
Seks personer er blevet anholdt i løbet af aftenen og natten.
De to mest alvorlige sager er henholdsvis en anmeldelse om voldtægt klokken 2.33 i Jerslev-området. En 15-årig pige står bag anmeldelsen, hvor en 29-årig mand er anholdt i sagen.
- Vi har overgivet sagen til vores efterforskningsafdeling, som nu vil se nærmere på den, siger Mads Hessellund.
Ifølge vagtchef Poul Fastergaard blev den 29-årige formodede gerningsmand fremstillet i grundlovsforhør fredag eftermiddag. Her blev han varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.
I en anden sag fra Tofteparken i Aars klokken 3.05 har en 32-årig kvinde anmeldt en voldsepisode.
Da patruljen kommer frem til gerningsstedet, har kvinden forladt bopælen, men den 22-årige gerningsmand er stadig på stedet.
- Da patruljen retter henvendelse til ham, åbner han døren og trækker en kniv, så den ene fra patruljen føler sig nødsaget til at afgive et enkelt varselsskud. Det lykkedes at få ham til at anholdt. Ingen er kommet til skade. Vi efterforsker nu sagen og har derfor ikke yderligere kommentarer til den, oplyser vagthavende ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.
Få opgaver til patruljerne
Udover de to alvorlige sager om vold og voldtægt, har patruljerne på de nordjyske gader ikke haft travlt, oplyser vagthavende.
- Vi har haft ekstra patruljer på gaden, og de steder, hvor vi ved, der er mange, har vi været ekstra til stede, men der har været fornuftig afstand, så det har ikke givet anledning til noget, siger Mads Hessellund.
- Vi har haft anmeldelser om det, vi kalder ’fyrværkeri til ulempe’, men der er ikke sket sigtelser i sager, hvor nogen har skudt efter en anden, siger han.