Psykiatrien samles i nye lokaler i Thisted

Psykiatrisk sengeafsnit og ambulatorium i Thisted er flyttet under samme tag. Det giver nye og forbedrede rammer og skaber synergi mellem de psykiatriske behandlingstilbud til patienter i Thy og på Mors.

Efter et års tid med ombygninger er Højtoftecentret i Thisted nu klar til at rumme både indlagte og ambulante psykiatriske patienter. Sengeafsnit N8 og Psykiatrisk Ambulatorium Thy-Mors bor fra 3. oktober 2017 under samme tag, efter at sengeafsnittet er flyttet ind i netop Højtoftecentret, hvor ambulatoriet har holdt til i en årrække.

- Det er meget glædeligt for både patienter og personale, at de nu kan tage de nye, flotte og tidssvarende rammer i brug. Med sengeafsnit og ambulatorium på samme adresse får vi samlet Psykiatriens behandlingstilbud i Thisted, og det kan blandt andet bidrage til et endnu tættere samarbejde på tværs af sengeafsnit og ambulatorium, siger psykiatridirektør Anette Sloth.

Sengeafsnit N8 har i alt 16 sengepladser. Der er årligt indlagt omkring 165 patienter på sengeafsnittet. Psykiatrisk Ambulatorium Thy-Mors har årligt omkring 1.100 patienter i behandling.

- Det nye og moderne sengeafsnit er overskueligt for både patienter og personale. Sammenlægningen af sengeafsnit og ambulatorium giver desuden bedre muligheder for, at det ambulante personale møder patientenerne før udskrivelse, hvilket giver en bedre sammenhæng i patientforløbet, siger afsnitsledende sygeplejerske og ambulatorieleder Mette Kjær.


Seneste nyt

fra Nordjylland