Foto: Morsø Kommune

Se listen: Her er de bedste nordjyske aprilsnarre

Søndag 1. april bød på spas fra flere sider. Her får du et udpluk af de bedste fra Nordjylland.

Traditionen tro må man 1. april drive gæk med hinanden. Aprilsnarren tillader alle at lave sjov på egen bekostning – det gælder også for pressen, foreninger og politikere.

I Nordjylland var der også en del offentlige personligheder, medier og virksomheder, der fandt på gak og løjer.

Her er et udpluk af aprilsnarrene:

Bandet Suspekt:
Vi må alligevel ikke spille på Nibe Festival i år

Trofaste fans var lige ved at få påskeæggene galt i halsen, da Suspekt meddelte, at de alligevel ikke var velkomne på Stor Scene på årets Nibe Festival.

Deres respons kom prompte på bandets officielle Facebook-side, hvor de på et billede urinerede på Nibe-byskiltet med ordene ”Vores mening om Nibe Festival, efter at de har meddelt, at vi ikke må vende retur for 11. år i træk!!”.

Der var naturligvis blot tale om aprilsnar, som bandets medlemmer Bai-D, Orgi-E, Rune Rask da også afslørede mandag. Suspekt spiller som aftalt på Stor Scene onsdag 4. juli kl. 18.30.

  Foto: Privatfoto

Midt- og Vestjyllands Politi:
Politiets fotovogne kan også fange el-cykler

Fra 1. april skal jyder på el-cykler passe på farten, når de træder i pedalerne. Fotovognene er omkalibreret, så de også kan fange de såkaldte ’speed pedalecs’ – en ny type elcykler, som må køre op til 45 km/t.

Sådan skrev politiet på sin Facebook-side og i en pressemeddelelse, men du kan fortsat køre stærkt på el-cykel – de nye fotovogne var ren aprilsnar.

  Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Eniig:
Adgangskort erstattes af mikrochips under huden

Medarbejderne på den midt- og nordjyske energikoncern skal fremover have adgang til virksomhedens afdelinger ved hjælp af en mikrochip, der er opereret ind under huden. Dermed kan der spares et større beløb på traditionelle adgangskort.

Selv om teknologien sikkert er mulig, så var der blot tale om en aprilsnar fra Eniig. Tirsdag morgen skal medarbejderne fortsat bruge adgangskort for at komme på job.

Morsø Kommune:
Nykøbings renoverede byport skal udsmykkes

Borgerne skal være med til at udsmykke facaden på Højbro. Valget står mellem retro-orange, som er kommunens officielle farve, eller en mere direkte omfavnelse af Nykøbing Mors som Danmarks Skaldyrshovedstad ved at integrere skaldyr i selve facaden. Det skal ske for at skabe størst mulig ejerskab for borgerne.

Morsø Kommunalbestyrelse har sikkert tænkt kreativt omkring broens facade, men dagens udmelding var dig blot en aprilsnar.

  Foto: Morsø Kommune

Nordjyllands Politi:
Slut med blå blink

Landets politikredse er gået sammen om at skifte de blå blink på udrykningskøretøjerne ud med røde. Trafikanterne viger ikke for blå blink, og derfor skifter politiet pr. 31. juni 2018 farven ud.

De kasserede blå blink bliver doneret til Zoo, som kan bruge dem til at skabe polarlys-stemning i isbjørneanlægget.

Betjentene drev naturligvis blot gæk med os, og du skal fortsat holde ind til siden, hvis du ser en politibil med det blå blink på taget.

 

TV2 Nord:
Europæisk brunbjørn svømmer til Læsø

Her på stationen må vi også hellere afsløre vores egen aprilsnar. Selv om brunbjørnen er en stærk svømmer, så har den ikke crawlet hele vejen fra Sverige og til Læsø, så alle læsøborgerne kan ånde lettet op.
Flere seere havde luret os, da vi søndag aften i udsendelsen 19.30 og på vores hjemmeside tv2nord.dk bragte seks ’officielle’ bjørneråd fra Naturstyrelsen om, hvordan du beskytter dig selv i mødet med brunbjørnen.
 

04:06

En europæisk brunbjørn er svømmet over Kattegat, og gået i land på Læsø

Luk video

 

Om aprilsnar

  • Aprilsnar er et drillende tilnavn, som bruges om dem, der efter skikken bliver narret den 1. april.
  • I Norden kendes en tilsvarende betegnelse (majkat) om den, der lader sig narre den 1. maj.
  • Nyhedsmedier følger aprilsnar-traditionen og bringer almindeligvis 1. april hver især en historie, som ikke er rigtig, ofte skrevet af en person ved navn "Ranslirpa" (aprilsnar stavet bagfra).
  • Man bringer normalt ikke aprilsnarre i medier, hvor læserne har brug for at have fuld tillid til indholdet, f.eks. internationale, faglige tidsskrifter.
  • Aprilsnarre er forbudt i Kina.
Kilde: Wikipedia