Sekretariat til Nordjylland: Nye arbejdspladser til højtuddannede

Det kommende behandlingsråds sekretariat skal placeres på NOVI i Aalborg. Regionsrådsformand Ulla Astman glæder sig over, at det er lykkedes at skaffe nye arbejdspladser til Nordjylland.

- Jeg er superglad. Det er ikke hver dag, man kommer hjem med 25 nye arbejdspladser til Nordjylland.

Sådan lyder det fra regionsrådsformand Ulla Astman, efter at bestyrelsen for Danske Regioner i dag har besluttet, at sekretariatet til det kommende behandlingsråd skal placeres i Aalborg. Dermed er mellem 20 og 25 arbejdspladser sikret til Nordjylland.

Behandlingsrådet skal vurdere, om udgifterne til forskellige behandlinger og teknologier i sundhedsvæsenet står mål med effekten for patienterne.

- Det bliver primært højtuddannede, der bliver brug for. Typisk indenfor sundhedsøkonomi og sundhedsteknologi, men også andre grupper kan komme på tale, siger Ulla Astman.

Vidensdeling på NOVI

Hun fortæller, at sekretariatet skal placeres i forskerparken NOVI, så der kan ske en vidensdeling mellem det nye sekretariat og de øvrige aktiviteter på NOVI.

- Der er allerede et utrolig godt vidensmiljø på NOVI, så det vil alle parter komme til at nyde godt af, siger Ulla Astman.

Formand for det kommende behandlingsråd bliver lægelig direktør på Odense Universitetshospital, Michael Dall.

Behandlingsrådet skal være klar til at starte arbejdet op i andet kvartal 2021.


Seneste nyt

fra Nordjylland