Skandaleramt milliardbyggeri får ny projektdirektør
Foto: Region Nordjylland
Asger Schou kommer til fra en stilling i Region Midtjylland.
Siden september 2023 har det svævet i det uvisse, hvem der skulle være ny projektdirektør for Hospitalsbyen i Aalborg Øst, efter Martin Kjær valgte at sige op.
Fredag kom der så klarhed over, hvem der overtager roret. Her er valget faldet på Asger Schou, der nu skal stå for at færdiggøre det milliarddyre byggeri, som indtil nu er blevet seks år forsinket og 1,37 milliarder dyrere end ventet.
Asger Schou er bestemt ikke ukendt med at stå i spidsen for store byggerier. Han kommer fra en stilling i Region Midtjylland som projektdirektør på det ny Regionshospital Gødstrup.
- Region Nordjylland kunne ikke ønske sig en bedre kandidat til jobbet. Når vi kan ansætte en kapacitet som Asger Schou med den kompetence og erfaring, han har fra lignende projekter, vidner det om et stort og yderst kvalificeret felt af ansøgere til stillingen, siger konstitueret koncerndirektør fra Region Nordjylland Kim Mikkelsen, der har været formand for ansættelsesudvalget.
Klar om to år
Hovedpersonen glæder sig til at tiltræde stillingen 1. februar.
- Jeg ser det som en meget spændende udfordring at få Hospitalsbyen bragt sikkert videre fra byggefase til drift, og når vi kommer til 2026 er min ambition, at nordjyderne kan tage et byggeri i brug, som løfter det nordjyske sundhedsvæsen til øverste niveau, siger Asger Schou.
Region Nordjylland har allerede overtaget store dele af byggeriet i Hospitalsbyen, og i løbet af 2024 overtager de alle dele af byggeriet.
Hvis alt går efter planen, kan de første patienter på det nye universitetshospital modtages i 2026.
Om Asger Schou
Erhvervserfaring i uddrag:
September 2020 til nu – Projektdirektør i Region Midtjylland, Regionshospital Gødstrup.
Marts 2018-maj 2019 – Byggechef, Hospitalsenhed Midt, Region Midtjylland. Byggechef på opførelse af ny akutafdeling i Viborg.
Februar 2016-maj 2019 – byggechef for Aarhus Universitetshospital, Region Midtjylland. Nybyggeri og ombygning af det eksisterende hospital i Skejby.
Uddannelse:
1998 - Civilingeniør, bygge- og anlægskonstruktion, Aalborg Universitet.
2018 - MBA (Master of Business Administration), Aarhus Universitet.
2023 - Master i Construction Law, Juridisk Institut, Aarhus Universitet.