Snackpatruljen bringer cream soda og gourmet-skumfiduser til døren
Gourmet-skumfiduser er en af de ting, som du kan få bragt til døren af Snackpatruljen i Aalborg og Nørresundby.
Det vrimler med cykelbude, der bringer mad ud i Aalborg, og nu kan du også få leveret snacks lige til døren. Tre unge iværksættere servicerer deres kunder med alverdens søde, salte, og sure fristelser, og Snackpatruljen satser i år på at omsætte for tre millioner kroner.
De tre unge iværksættere, der står bag Snackpatruljen, får deres bestillinger igennem deres hjemmeside og deres app. Og sortimentet. Det byder på lidt af hvert.
- Det er en cream soda. Noget underligt noget fra USA, siger Maria Stephansen fra Snackpatruljen.
Foruden cream soda fra USA består sortimentet blandt andet også af ormelignende vingummibudding fra Japan og gourmet-skumfiduser.
Elløbehjulet rykker ud
Siden starten for 1,5 år siden, har de hos Snackpatruljen omsat for mere end en million kroner, og Snackpatruljen sigter efter en årsomsætning på tre millioner i 2022.
- Det er folk, der gerne vil have en ekstra smagsoplevelse, der køber hos os, siger Bjarke Sporring, Snackpatruljen.
Der bliver bragt snacks ud alle hverdage fra klokken 16.00 til midnat, og Tristan Sporring er nu hoppet på et elløbehjulet i stedet for cyklen for at kunne klare de 40-50 leveringer på de travleste dage.
- På en af de hårdeste dage har jeg cyklet mere end 100 kilometer.
Kunderne er i høj grad unge piger og deres kærester, men også gamere er kunder i butikken.
Tristan Sporring fortæller, at drømmen er at finde verdens bedste snacks.
- Vi går ikke efter, det skal være sundt. Vi går efter at have de bedste snacks i sortimentet.