Sparekassen Vendsyssel leverer rekordregnskab
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den nordjyske bank, Sparekassen Vendsyssel, har netop leveret rekordregnskab.
Sparekassen Vendsyssel leverer med et resultat på 380 millioner kroner før skat det bedste halvårsregnskab nogensinde.
Resultatet er skabt på grundlag af god indtjening i den primære drift. Her opnår sparekassen et resultat på næsten 269 mio. kroner, hvilket er en stigning på godt 18 mio. kroner sammenlignet med 1. halvår 2020.
- Det er vi rigtig tilfredse med. Sparekassen Vendsyssels næsten 700 medarbejdere har igen ydet en rigtig stor indsats. Der har blandt vores cirka 179.000 kunder især været stor efterspørgsel på rådgivning, siger Sparekassen Vendsyssels direktør, Vagn Hansen.
De mange bolighandler det seneste års tid er efter direktørens overbevisning en del af årsagen.
- Mange har blandt andet været aktive på boligmarkedet, hvilket udover finansiering af boligen også har genereret andre forretninger. Det er en stor økonomisk beslutning for en familie at handle bolig, så det er blandt andet god rådgivning, forsikrings- og pensionsforhold, som vi har bidraget med, siger Vagn Hansen.
Historisk har vi set, at der ofte er to banker, hvor den ene ikke er så stærk, der går sammen, men det er det ikke i denne her sammenhæng, her er det to virkeligt stærke pengeinstitutter.
Vagn Hansen, direktør, Sparekassen Vendsyssel.
"Vidner om gode og sunde kunder"
Journalist og finanskommentator hos TV2, Ole Krohn, siger, det er et sundhedstegn at komme med sådan et regnskab netop nu.
- Det vidner om sunde kunder, når man kommer med sådan et regnskab nu. Det kunne have set meget værre ud efter udbruddet af coronavirus. Det handler formentlig blandt andet om, at der har været godt gang i salget af ejendomme hos de private.
Sparekassen Vendsyssels halvårsregnskab er også positivt påvirket af, at udviklingen på de finansielle markeder i første halvår af 2021 har været langt mere positiv end i 2020, da corona-pandemien blandt andet sendte aktiekurserne i kulkælderen. Regnskabet i år er derfor positivt påvirket af positive kursreguleringer. Blandt andet fordi aktiebeholdningen simpelthen er blevet mere værd, da kurserne igen er gået op.
Mulig fusion på vej
Sparekassen Vendsyssel er lige nu i planer om fusion med Jutlander Bank A/S. Ambitionen er, at bankerne under navnet, Sparekassen Danmark, ønsker at skabe Danmarks største garantsparekasse.
- Historisk har vi set, at der ofte er to banker, hvor den ene ikke er så stærk, der går sammen, men det er det ikke i denne her sammenhæng, her er det to virkeligt stærke pengeinstitutter, siger Vagn Hansen, direktør, Sparekassen Vendsyssel.
Fusionen kommer til afstemning hos Jutlander Banks aktionærer på en ekstraordinær generalforsamling 25. august, og sparekassens repræsentantskab skal stemme om fusionen på et repræsentantskabsmøde 31. august. Ender fusionen med at blive vedtaget, så vil Sparekassen Danmark efter godkendelse fra Finanstilsynet, være en realitet fra 1. september.
.