Ulla Astman: Svært at få enderne til at nå sammen
Regionsrådet blev onsdag aften enige om budgettet for næste år. 120 millioner skal omprioriteres for at få råd til nye tiltag.
Økonomien er stram i Region Nordjylland, og derfor skal der spares på administration og befordringsgodtgørelse i 2019. Til gengæld kommer der flere penge til psykiatrien, og så skal overbelægningen på hospitalerne til livs.
Det blev besluttet i går aftes, da et enigt Regionsråd indgik budgetforlig.
- Vi har fundet en lang række besparelser - eller omprioriteringer er det rettere sagt, så vi kan frigive nogle flere penge til patientbehandlingen, siger regionsrådsformand, Ulla Astman, fra Socialdemokraterne.
Når du siger besparelser/omprioriteringer, hvad mener du så konkret?
- Den største omprioritering er administrationen, hvor vi sparer 12 millioner. Derudover laver vi ændringer i patientbefordringen, som også giver nogle penge. Vi har i mange år haft et serviceniveau på patientbefordringen, der lægger over det, lovgivningen fastsætter, og det har vi ikke råd til at have længere. Vi vil hellere bruge pengene til det, der er vores kerneopgave, nemlig behandlingen af patienter.
Influenzaepidemien i foråret har betydet, at hospitalerne har været særligt pressede på patienter. Derfor er der nu sat 8 millioner af til ekstra plejepersonale.
Det var et svært udgangspunkt, og det er stadig en svær og vanskelig økonomi at håndtere. Men jeg synes, vi har lagt en god vej for 2019.
Ulla Astman, Regionsrådsformand, Region Nordjylland
- Man vil opleve, at servicen på patientbehandlingen vil stige. Vi har sørget for flere hænder til de medicinske og akutte afdelinger, hvor vi har oplevet øgede overbelægningsproblemer, siger Ulla Astman.
Derudover er der fundet penge i budgettet til at fremskynde udflytningen fra det gamle Aalborg Universitetshospital til det nye. Over de næste seks år vil der blive sat en halv milliard ekstra af til udflytningen. Der er også fundet penge til akutlægebilen i Hjørring, som får lov at blive.
Selvom regionsrådsformanden ikke lægger skjul på, at den stramme økonomi er en stor udfordring, så glæder hun sig over, at det er lykkedes Regionsrådet at nå til enighed på tværs af partierne:
- Under de forudsætninger og rammer vi har, så synes jeg, at vi er endt et godt sted. Det var et svært udgangspunkt, og det er stadig en svær og vanskelig økonomi at håndtere, der er store udfordringer, også her i 2018. Men jeg synes, vi har fået lagt en god vej for 2019, siger Ulla Astman.