Varm kartoffel i regionsrådsvalget taget af blusset: Alle byer beholder deres sygehus

En såkaldt profilplan, der på tirsdag ventes vedtaget i regionsrådet, lægger fast, at der - foreløbig frem til 2025 - skal være sygehus-funktioner i alle de nordjyske byer, hvor der er det i dag. En potentiel varm kartoffel i den kommende valgkamp er dermed definitivt fjernet, skriver TV2 Nords politiske analytiker.

Skal der fortsat være sygehus-funktioner i alle de byer uden for Aalborg, hvor der er det i dag, når Aalborg om få år får et spritnyt, moderne sygehus? Spørgsmålet kunne blive en varm kartoffel i valgkampen op til regionsrådsvalget i november. For det bliver de 41 politikere, vi til den tid vælger, der skal styre regionen, efter at Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU) er indviet og taget i brug.

Nu lukker det nuværende regionsråd imidlertid luften ud af ballonen otte måneder før valget. (Og kandidaterne til det nye regionsråd må tænke i andre emner at profilere sig på frem mod valget ...).

På tirsdag vedtager politikerne nemlig med stor sandsynlighed en såkaldt profilplan, der sætter rammerne for det nordjyske sygehusvæsen frem til 2025. Planen, der på forhånd har bred opbakning blandt politikerne, lægger op til status quo, når det gælder, hvilke matrikler uden for Aalborg der skal drives sygehus på.
I hvert fald frem til 2025, som er den tidshorisont, profilplanen dækker.

Løfter ikke sløret for ændringer efter 2025

Men man leder på forslagets 46 sider også forgæves efter den mindste antydning af, at der EFTER 2025 skal ske ændringer.

Hvis det samlede regionsråd siger ja, vil der altså fortsat - foruden i Aalborg - være sygehusfunktioner i Skagen, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Thisted, Farsø og Hobro.

Nogle steder åbnes der tilmed for udvidelser: I Farsø, der har den største ortopædkirurgiske aktivitet i Nordjylland, er der mulighed for at udvide yderligere, og det samme gælder gigt- og rygcentret i Skagen. Samtidig er det planen at flytte den urologiske funktion, der i dag er i Frederikshavn, til Hjørring, fremgår det af planen.

Smertebarnet Thisted

Sygehuset i Thisted, der er en del af Aalborg Universitetshospital, er fortsat lidt af et smertensbarn, fordi det kniber med at tiltrække alle de læger, der egentlig er nødvendige for, at sygehuset kan beholde sin status som akutsygehus. Derfor har sygehuset ikke alle de specialer, der normalt hører til et sygehus med akutfunktion, og som findes i Aalborg og Hjørring på de to andre sygehuse med akutsygehus-status i Nordjylland.

Det er også ét af de forhold, Sundhedsstyrelsen har gjort opmærksom på i et høringssvar til den ny plan. Styrelsen skriver her blandt andet, at der i Thisted alene bør "varetages fødsler, der forventes at forløbe normalt", og man understreger vigtigheden af, at borgerne på sygehuse med en særlig ø-lignende funktion (på grund af store afstande) som Thisted "er informeret om det begrænsede tilbud".

Det er ikke den store overraskelse, at et bredt flertal i regionsrådet nu lægger op til status quo for sygehusstrukturen. Det eneste punkt i strukturen, der kunne give ballade, pillede politikerne i efteråret nemlig ud af den samlede plan og behandlede for sig. Det handler om den fremtidige struktur, når det gælder neurorehabilitering, altså genoptræning efter en hjerneskade.

I dag foregår denne genoptræning primært i Brønderslev, men suppleret med afdelinger i Frederikshavn og Thisted. Fra blandt anden lægelig side var der et stort ønske om, at genoptræningen i fremtiden blev samlet ét sted, og at dette sted blev Aalborg.
Efter en længere debat landede politikerne på, at alt geografisk set skal være, som det er i dag. Også på dét punkt.


Seneste nyt

fra Nordjylland