Vi skal vænne os til mere regn i fremtiden
I dag blev en ny Klimarapport fra FN offentliggjort, og den konkluderer, at vi i fremtiden kan se frem til op imod 25 procent mere regn end hidtil. Senest var der i weekenden flere oversvømmelser lokalt i Aalborg, og det er et fænomen, som nordjyderne skal vænne sig til.
Hjemme ved Jens Hartvig i Nørresundby har der været oversvømmelse to gange på meget kort tid efter de seneste skybrud.
- Jeg blev ringet op og fortalt, at der var oversvømmelse. Og det var så anden gang på 10 dage, siger Jens Hartvig.
I lørdags blev der registreret dobbelt skybrud i Aalborg. I Danmark defineres skybrud som en nedbørintensitet på mere end 15 millimeter på 30 minutter eller derunder, og slags vejr skal vi til at vænne os til, viser FN's nye klimarapport.
Sammenholdt med de mange voldsomme vejrbilleder fra blandt andet Tyskland, er det nærliggende at spørge sig selv som nordjyde, om man skal være bekymret. Og det skal man, fordi vi i Nordeuropa skal regne med op imod 25 procent mere regn i fremtiden på grund af det varmere vejr. Også nordjyderne må altså i fremtiden forvente mere vand.
Voldsom regn i kortere perioder
- Vi kan se ind i, at der vil falde mere regn. Der vil måske være mindre af det, vi kalder sommerregn, men det, der så falder, vil falde mere intensivt, siger Søren Thorndahl, lektor, Sektionen for Vand og Miljø, Aalborg Universitet.
Ifølge Søren Thorndahl skal man se på flere løsninger i bybilledet.
- Vi skal i hvert fald se på konsekvenserne og lave nogle beregninger på, om vi kan indrette byerne lidt anderledes i fremtiden, siger Søren Thorndahl.
Aalborg Kommune er i gang
Ekspertens forudsigelser, og det at Aalborg Kommune i flere omgange har kæmpet med at håndtere regnmængderne i Aalborg Kommune, har betydet, at der er lagt en plan for, hvordan man vil håndtere den megen vand fremadrettet.
- Vi vil benytte os af separatkloakering, som vi er ved at rulle ud, så hurtigt det praktisk kan lade sig gøre, siger Lasse Olsen, rådmand (Ø), Miljø- og Energiforvaltningen, Aalborg Kommune.
Jens Hartvig i Nørresundby håber på, at han i fremtiden kan få dæmmet op for oversvømmelser i kælderen.
- Jeg håber på, der vil komme en løsning på problemet snart, for som det er lige nu, så kan kloakkerne her i området ikke klare de store mængder regn, slutter Jens Hartvig.
Se historien fortalt som TV-indslag i toppen af denne artikel.