ROADTRIP I EUROPA: 2. etape - Andorra, Spanien og Portugal


De to nordjyder Magnus Sørensen og Kristian Rømer Elin er taget på roadtrip gennem cirka 30 europæiske lande. På vejen rundt i Europa vil de give deres bud på, hvordan man som ung nordjyde bedst oplever de forskellige lande. Her er anden etape.

ANDORRA - Landet på bjerget


Efter en veloverstået første etape er turen kommet til Andorra, som er fjerde stop på de unge mænds roadtrip. Mikrostaten, der har et areal svarende til to tredjedele af Frederikshavn Kommune, er udover størrelsen kendt for at ligge midt i Pyrenæerne, være et godt skisportssted og for toldfrie varer. Men hvad har gjort størst indtryk på Magnus og Kristian?

ROADTRIP - Andorra
Foto: Privatfoto

Drengene kørte mod Andorra med store forventninger om flot natur - og de forventninger blev indfriet. Allerede på køreturen op til hotellet var udsigten fuldstændig fantastisk, og derfor blev den primære aktivitet i Andorra gå- og vandreture.

ROADTRIP - Andorra
Foto: Privatfoto

'Man må kunne lave lige veje igennem i stedet', mente drengene, efter at have kørt flere dage i det bjergede terræn, for det er altså både bøvlet og uøkonomisk. Bjergkørslen var ikke det eneste i Andorra, der var noget bøvl. Drengenes planlagte aktiviteter viste sig nemlig at være lukkede.

Vurdering af Andorra

Landet vurderes fra et til seks point i kategorierne.

Landets venlighed: ❤️❤️❤️❤️❤️

Selvom størstedelen af befolkningen taler tre sprog, kan de fleste også engelsk. Det var en stor fordel, og folk var generelt søde til at hjælpe.

Oplevelser: 🎯

Naturen var oplevelsen. For der var ikke så meget andet at lave. Både forlystelsesparken og en lift til toppen af et bjerg var lukket.

Ung i Andorra: 🤩

Fornemmelsen efter besøget i Andorra var, at det simpelthen ikke var spændende nok.

På køreturen til Andorra fik drengene en særlig oplevelse, for på en tankstation mødte de 21-årige Vladimir, der gerne ville køre med noget af vejen, så det fik han lov til. Han fortalte om hitchhiking eller at tomle, og at det er fedt som ung, fordi man lærer så meget om sig selv og alle mulige andre. At få selskab på køreturen blev en rigtig god oplevelse.

Øl-indeks

ROADTRIP - Andorra
Foto: Privatfoto

Status

Lande: Drengene har besøgt fire lande ud af cirka 30.

Tid: De har rejst 18 dage ud af cirka fire måneder. 

Penge: Drengene har brugt 1935 kroner på tre nætter i Andorra på mad, drikke, øl, hotel, diesel og oplevelser.

De har tilsammen brugt 5875 kroner på rejsen. Budgettet for turen er 200.000 kroner. 

ROADTRIP - Andorra

SPANIEN - Landet med mudder-overraskelsen


Femte stop på turen er Spanien. Landet er et af verdens mest besøgte lande og er blandt andet kendt for lækre strande og mildt vejr, men især for det kulinariske, hvor de for eksempel gør sig bemærket med tapas, sangria, cava og paella. Men hvad har gjort størst indtryk på Magnus og Kristian?

ROADTRIP - Spanien
Foto: Privatfoto

Spanien blev drengenes første langtids destination. I Spanien skulle der nemlig både være tid til storby-oplevelser i Barcelona og afslapning i de spanske kyst- og badebyer. I en af byerne mødte de TV2 Nord journalisten Morten Pedholt, der introducerede dem for mudderbadning, og det var et hit. Men ikke alt i Spanien, var et lige så stort hit:

ROADTRIP - Spanien
Foto: Privatfoto

Det var temmelig svært at kommunikere med Spanierne, som stort set kun taler spansk.

Vurdering af Spanien

Landet vurderes fra et til seks point i kategorierne.

Landets venlighed: ❤️❤️❤️

Her var de altså ikke meget for at snakke engelsk, og det hjalp ikke drengene, som cirka kan tre spanske ord. Det gjorde nogle ting lidt besværligt, men folk var dog alligevel flinke til at hjælpe.

Oplevelser: 🎯🎯🎯🎯🎯

Spanien havde næsten alt at byde på. Der var masser af vandsportsaktiviteter, mulighed for at komme med lift op på et bjerg, hvilket ikke lykkedes i Andorra, storbyoplevelser i Barcelona og mulighed for pool og afslapning i de mindre byer.

Ung i Spanien: 🤩🤩🤩

Der er masser at lave, men mindstelønnen er lav, og det er helt normalt at bo flere generationer sammen, hvilket gør det lidt svært at være ung og dum.

Tiden i Spanien gav også mulighed for at besøge den britiske halvø Gibraltar. Drengene blev rådet til at lade bilen stå på den spanske side, så det gjorde de og gik derfor de 423 højdemeter op til toppen af Gibraltar. Her mødte de de vildtlevende berberaber, som Gibraltar er kendt for. Med flot natur, en selfie med aberne og en kold øl blev det en helt kanon dag.

Øl-indeks

ROADTRIP - Spanien
Foto: Privatfoto

Status

Lande: Drengene har besøgt fem lande ud af cirka 30.

Tid: De har rejst en måned og fem dage ud af cirka fire måneder.

Penge: Drengene har brugt 19.860 kroner på 19 nætter i Spanien på mad, drikke, øl, hotel, diesel og oplevelser.

De har tilsammen brugt 25.735 kroner på rejsen. Budgettet for turen er 200.000 kroner.

ROADTRIP - Spanien

PORTUGAL - Portvinens land


Sjette stop på turen er Portugal. Landet er blandt andet kendt for sin uspolerede kyst, flotte strande og portvin. Men hvad har gjort størst indtryk på Magnus og Kristian?

ROADTRIP - Portugal
Foto: Privatfoto

Det blev også en af landets store trækplastre, der gjorde størst indtryk hos de unge nordjyder. For portvinssmagning var bare en fantastisk oplevelse, men det var det meste faktisk i Portugal.

ROADTRIP - Portugal
Foto: Privatfoto

På de tre overnatninger i Portugal lykkedes det simpelthen ikke drengene at finde noget, de ikke var vilde med.

Efter Portugal er blevet en stor turistmagnet, er priserne i storbyerne steget. Og som de gæve nordjyder Magnus og Kristian er, er de ikke meget for at hive muldvarpeskindet op af lommen, derfor har de undervejs på turen fundet ud af, at man et par gange om dagen snildt kan klare sig på brød med tun.

Vurdering af Portugal

Landet vurderes fra et til seks point i kategorierne.

Landets venlighed: ❤️❤️❤️❤️

Heller ikke her var de engelske gloser altid nok. Til gengæld mødte de den unge pige Isabel, som var virkelig sød og delte fortællinger om livet som ung i Portugal.

Oplevelser: 🎯🎯🎯🎯

Pæn natur, flere seværdigheder og en genial portvinssmagning.

Ung i Portugal: 🤩🤩

Isabel fortalte drengene, at det kan være svært økonomisk at være ung, fordi lønnen er lav og udgifterne høje i de større byer.

Byen Porto er blevet kåret som Europas bedste turistattraktion både i 2012, 2014 og 2017, og for Magnus og Kristian var det måske også favoritdestination indtil videre.

Øl-indeks

ROADTRIP - Portugal
Foto: Privatfoto

Status

Lande: Drengene har besøgt seks lande ud af cirka 30.

Tid: De har rejst en måned og otte dage ud af cirka fire måneder.

Penge: Drengene har brugt 2884 kroner på tre nætter i Portugal på mad, drikke, øl, hotel, diesel og oplevelser.

De har tilsammen brugt 28.619 kroner på rejsen. Budgettet for turen er 200.000 kroner. 

ROADTRIP - Portugal

På turen rundt i Europa kører Magnus og Kristian gennem mange lande. Hvis du undrer dig over et specifikt land, som du tænker, de har passeret, så er det fordi, de unge mænd har planlagt at bruge længere tid i landene på hjemvejen.   


Artiklen er udarbejdet af Laura Winther Møller.