Væbnet røveri ved Dagli' Brugsen i Gandrup

Mand truede sig ved 20-tiden til ukendt pengebeløb med en køkkenkniv.

En mand med dansk accent begik mandag aften røveri i Dagli' Brugsen i Gandrup ved at true personalet med en køkkenkniv. 

Klokken 19.52 fik Nordjyllands Politi anmeldelse om røveri i Dagli' Brugsen på Aalborgvej i Gandrup.

Signalementet af manden lyder på, at han kom til forretningen iført en sort vinterjakke, og han havde et tørklæde for næse og mund. På ryggen bar han en sort rygsæk. Han beskrives som værende omkring 185 cm høj. 

Han truede personalet med en kniv til at udlevere et endnu ukendt pengebeløb, inden han løb fra stedet. 

Det vides ikke, i hvilken retning han tog flugten, eller om han blev samlet op af en bil. 

Nordjyllands Politi patruljerer ved 21.30-tiden med flere patruljer i området. 

Har man oplysninger om sagen, bedes man kontakte Nordjyllands Politi på 114. 


Seneste nyt

fra Nordjylland