Sæby fylder 500: Byen er 399 år ældre end Nulle
Nulle foran skobutikken i Vestergade i Sæby.
Alfrida Knudsen er med sine 101 år en af Sæbys to ældste borgere.
Hun er født i 1923, næsten samtidig med at Danmarks første færdselslov blev vedtaget, og kun få år efter, at Sæby får elektricitet, da Kulgasværket åbner.
I dag er hun 101 år og en meget aktiv pensionist.
- Det er dejligt. Jeg keder mig ikke, fortæller hun.
Hun går til forskellige aktiviteter på Sæby Ældrecenter, deltager i foreningen Aktive Kvinders arrangementer, og er faktisk på vej på tur til Himmelbjerget, så det er med nød og næppe, at TV2 Nord får en tid i hendes travle kalender til en snak og Sæbys historie.
- Jeg har heddet 'Nulle', siden jeg var en fire-fem år. Jeg var sur over, at jeg skulle hedde Alfrida. Jeg havde kun en onkel, som skældte ud over det. Han sagde, at barnet skal hedde det, som hun hedder, men de andre sagde bare Nulle.
Kald mig bare Nulle
I snart 100 år har Alfrida Knudsen derfor ikke heddet andet. Hun blev født i Nørresundby og flyttet som ung til Sæby min sin mand Aksel Knudsen, som var blev tilbudt et job som forretningsfører.
- Min mand blev ansat ved Dansk Andelsgødning på havnen. Det er der, hvor der i dag er fiskerestaurant, forklarer Nulle.
Fire år efter at 2. verdenskrig er afsluttet og de tyske besættelsestropper har forladt Sæby, flytter det unge par til byen. Det er vanskeligt at finde en bolig, og parret fik tilbudt en lejlighed på Rosenvænget i Sæby.
I dag er Rosenvænget vokset sammen med midtbyen i Sæby, men sådan var det ikke i 1949. Dengang var der kun marker omkring, og der var ingen veje og området var ved at blive udstykket.
Også på havnen, hvor hendes mand arbejdede var der meget, som så anderledes ud dengang.
- Dengang kom skibene jo ind til havnen. Det gør de jo ikke i dag. Der kom både fra både Norge og Tyskland med gødning. Nu kommer der kun lystbåde, siger hun.
Nulle åbnede egen skobutik
Historierne fra en langt liv er mange. Nulle finder flere fotoalbummer frem fra reolen.
- Det er min søn, som bliver student, fortæller hun og peger på et billede af sønnen med studenterhue på.
Der er også billeder af mange af familiens venner og bekendte.
- Det er City Olsen. Kender du selv ikke dem? Han havde renseri på den anden side af banken (i Vestergade, red.), spørger hun TV2 Nords udsendte, som selv er født og opvokset i Sæby, men kun halvt så gammel som Nulle.
Nulle selv har også spillet en aktiv rolle i Sæbys handelsliv. I 1964 startede hun en skotøjsbutik i Vestergade sammen med sin mand.
- Det gik godt, og jeg havde sådan en reol med sko, som stod lige inden for døren. Så stod der en stol oppe for enden, og så kunne folk prøve skoene der.
- Der var også mange, som kom ind og sad på den stol og bare snakkede. Det var da hyggeligt, siger hun.
Solgte sko i 20 år
I 20 år solgte hun sko fra butikken Nulle Sko, og hun husker perioden frem til midt i 80'erne, som en tid med et meget aktivt handelsliv i Sæby.
- Der var ikke en eneste tom butik. Ham der var lige ved siden af, var en barber, så var der Bager Nyeng og så kom Myhrmann og Ulla Bambi med legetøj på den anden side af gaden. Kan du ikke huske hende?, spørger Nulle TV2 Nords reporter.
Som barn i 80'ernes Sæby glemmer man ikke byens legetøjsbutik. Til gengæld kniber det med at huske regentparrets besøg i Sæby i 1976.
Det husker Nulle til gengæld.
- Folk stod de oppe ved Snedker Hyttel i lange rækker. Mine børn fik Dannebrogsflag, som de kunne vifte med. Dronning Margrethe og Prins Henrik gik gennem byen og hen forbi åen, og så kørte de til Frederikshavn, fortæller hun.
Det var ikke bare i Sæbys midtby, at folk i 1976 stod i kø for at få et glimt af det royale par.
Også ved Sæbys dengang nye rådhus stod flere hundrede mennesker opstillet for at tage imod parret. Her holdt Dronningen også sin tale til byen.
"Det er os en glæde at komme til Sæby i dag. En by som ingen af os for alvor har besøgt, men som vi har glædet os til at se," sagde Dronningen i sin tale.
Dronningen og Prins Henrik var oprindelig inviteret til at besøge Sæby i forbindelse med byens 450 års købstadsjubilæum, men først to år senere lagde de vejen forbi.
Også i 1998 besøgte Dronningen og Prinsen Sæby og gik over byens torv ikke langt fra hvor Nulle Sko havde været.
Nulle havde dog for længst solgt sine sidste sko og butikken. Hun lukkede i 1984 og gik på pension og er for en del år siden flyttet i lejlighed på Stygge Krumpens Vej, og selv om hun er 101 år, sidder hun ikke stille.
- De siger, at jeg går til alt muligt mellem himmel og jord. Jeg går til alt det, som jeg kan komme til, siger hun og griner.
Vores tid hos en af byens ældste borgere er slut. Nulle skal videre til endnu et arrangement.