Tican skal sige farvel til 55 medarbejdere i Thisted
Foto: LISELOTTE SABROE, Scanpix
Slagterikoncernen planlægger at flytte dele af produktionen til Tyskland og England. Det betyder, at 55 medarbejdere i Thisted står til at miste arbejdet.
Tican blev i december sidste år solgt til den tyske fødevarekoncern Tönnies, og det får nu konsekvenser for 55 medarbejdere på slagteriet i Thisted.
Slagterikoncernen har nemlig problemer med at producere sine produkter til konkurrencedygtige priser, og derfor planlægger de nu, sammen med ejerne fra Tönnies, at flytte dele af produktionen til Tyskland og England per 1. oktober 2016. Det oplyser Tican i en pressemeddelelse.
Udflytningen betyder, at 55 medarbejdere i Thisted nu står til at miste arbejdet.
- Tican har konstateret stigende problemer med at producere forædlede baconprodukter til konkurrencedygtige priser til det engelske marked, og der har derfor gennem længere tid været arbejdet på alternative løsninger. Det er det nye medlemskab af Tönnies koncernen, der nu åbner mulighed for at ændre det produktionsmæssige set-up, så konkurrenceevnen kan sikres, lyder det i pressemeddelelsen.
Det er afdelingerne for udbeningen af skinker og forædling af bacon, der står til at skulle flyttes til udlandet.
Planen berører cirka 55 medarbejdere i Ticans skinkeafdeling i Thisted. Derudover bliver 25 medarbejdere i baconafdelingen i Ansager også berørt af udflytningen.
- Medarbejderne og ledelsen har kæmpet i årevis for at bevare aktiviteterne i Danmark. Det er desværre blevet stadigt vanskeligere, og andre virksomheder har for længst nedlagt eller udflaget udbeningsaktiviteter og baconproduktion til UK eller Tyskland. Vi har gennem længere tid overvejet det samme, og Ticans ændrede ejerforhold gør det nu muligt at gennemføre planerne, idet der er eksisterende kapacitet andre steder inden for Tönnies koncernen, udtaler administrerende direktør, Ove Theljs.
Indtil videre er det planen, at udbeningen af skinker overflyttes til Tyskland, men på sigt forventes den at flytte til England. Baconproduktionen bliver overflyttet til eksisterende produktionsanlæg i England fra 1. oktober.,
- Det er naturligvis beklageligt, at dette på kort sigt koster arbejdspladser i Danmark, men vi arbejder ufortrødent videre med vækst- og investeringsplaner på andre områder, hvilket med tiden forventes at få en positiv effekt på beskæftigelsen, siger Ove Theljs.