Rasmus Prehn i kovending: Nu siger han nej til skifergas
Foto: Steen Brogaard
Rasmus Prehn vil nu have skifergasboring stoppet.
Da valget blev udskrevet forsvarede han at fortsætte boringerne efter skifergas i Dybvad. Nu vender han på en tallerken få dage før valget. Usikkerheden er for stor, mener han.
Samme dag som valget blev udskrevet var den Socialdemokratiske folketingskandidat i vores studie, og her svarede han følgende på spørgsmål om skifergasboringer i Nordjylland:
- Det, vi skal sikre, er, at det kommer til at foregå med mest muligt hensyn til miljøet. Men helt at stoppe det, det kan vi ikke, når vi har lavet en aftale med et privat firma. Det vil være helt uhørt, sagde han i paneldebatten, som du kan se nedenfor.
I dag lyder det helt omvendt fra politikeren.
- Skifergas duer simpelhen ikke. Enten må vi ud af kontrakten, eller også skal vi stoppe boringerne, indtil vi kan sikre nordjyderne en større sikkerhed omkring skifergasprojektet. Total har igen og igen vist, at de aftalte spilleregler ikke bliver overholdt, siger han.
Det var i et opslag på Facebook søndag morgen, at kandidaten gjorde op med sine tidligere holdninger:
Politikeren siger i dag, at han hele tiden har været skeptisk overfor boringerne, men at han ikke tidligere har udtrykt sig så klart.
- Jeg lytter jo til folk, når jeg kommer rundt. Og jeg repræsenterer dem i Folketinget, og så vil det jo være udemokratisk og arrogant ikke at lytte til de entydige signaler, forklarer Prehn.
Se interviewet fra TV2 Nord fra aftenen for udskrivelse af valg herunder. Spol til cirka 33:35 inde i indslaget.