Anholdte efter skyderi i Aalborg Øst er løsladt
Grupperinger af kriminelle mødtes på en parkeringsplads, og der blev løsnet skud. En person blev såret og en anden påkørt.
De tre mænd, som blev anholdt efter søndagens skudepisode i Aalborg Øst, er mandag blevet løsladt.
Nordjyllands Politi har mandag løsladt de tre mænd på henholdsvis 23, 23 og 27 år, som omkring midnat blevet anholdt i forbindelse med søndagens skudepisode på Saltumvej i Aalborg Øst.
Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.
De 3 anholdte i forbindelse med skyderiet i Aalborg Øst i aftes er løsladt uden grundlovsforhør. Pt. ikke yderligere. politi.dk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) April 3, 2017
Politiet skriver, at de tre mænd er blevet løsladt uden grundlovsforhør. Mændene blev anholdt i kølvandet på det skyderi, der udspillede sig ved Kiwi på Saltumvej i Aalborg Øst søndag aften. Her kunne de handlende ved 21-tiden høre skud og opleve et massivt politiopbud.
Efter episoden henvendte en person sig til Aalborg Universitetshospitals Traumecenter, fordi han var ramt af skud i det ene ben. En anden person blev påkørt af en bil. Også han var på Traumecenteret, hvor han blev behandlet for overfladiske skrammer.
Nordjyllands Politi kunne mandag formiddag fortælle, at der var sket en konfrontation, som mundede ud i skudepisoden, og at det er et anliggende i et kriminelt miljø.