For børn: Alle matroser på dæk i Helsingør
Foto: Daniel Mikkelsen
Det maritime legeunivers på Museet for Søfart er et stort hit hos de yngste.
På Museet for Søfart i Helsingør bliver et vigtigt stykke danmarkshistorie fortalt i børnehøjde, men der er også meget at fordybe sig i for de voksne.
Danmark er omgivet af hav, og fædrelandets stolte tradition som søfartsnation bliver flot fortalt på Museet for Søfart i Helsingør. Få for eksempel en sømandstatovering, iklæd dig kaptajnens klæder eller snup en tur i rumpejolle.
Sommer i Danmark
TV2-regionerne har denne sommer valgt at sende en journalist og en fotograf på besøg i hinandens landsdele for at finde inspiration til de gode oplevelser i det danske sommerland, hvor mange nok særligt i år holder ferie.
I denne artikel er det holdet fra TV2 Nord, som er på besøg i hovedstadsområdet hos TV 2 Lorry.
I det maritime legeunivers kan børn boltre sig ved at være aktive, eller de kan fordybe sig på værkstedet. Gennem leg tilegner man sig viden, og som voksen er der bestemt også meget spændende historie at kaste sig over.
Lige nu kører udstillingen Oceanista, hvor havets indflydelse på mode er i centrum. Arkitektonisk er det grundlæggende en stor oplevelse at bevæge sig rundt i de helt særlige rum, der danner ramme om museet, der er indrettet i en gammel tørdok under jorden.
Museet for Søfart
En stor del af Museet for Søfart er skjult ved første øjekast, da det er bygget i en gammel tørdok på værftsområdet i Helsingør.
Det er den verdenskendte danske arkitekt, Bjarke Ingels, der har tegnet museet.
Museet for Søfart har adressen, Ny Kronborgvej 1, 3000 Helsingør.
Det koster 120 kroner i entré for voksne, og unge under 18 år kommer gratis ind. Der er normalvis lukket hver mandag, men i juli og august er der åbent alle ugens dage fra klokken 11-18.
Vi er svært begejstrede for Museet for Søfart, der henvender sig med spændende fortællinger til både unge og gamle. Fem ud af seks sejlskibe herfra.