Både på landsplan og her i det nordjyske er der færre kvinder på stemmesedlen denne gang end ved valget for fire år siden. Her i regionen kan man kun vælge mellem 21 kvinder mod 28 sidste gang.
Det er slet, slet ikke godt nok.
Der er 74 kandidater i Nordjylland. Halvdelen – sådan cirka – burde have været kvinder.
Ikke fordi det i sig selv er en kvalitet at være kvinde. Men fordi Folketinget jo i sin essens skal afspejle det samfund, politikerne er sat til at lede og administrere.
Der må sidde nogle partisoldater med røde – eller blå – ører. For hvordan hænger det troværdigt sammen, at medlemmerne af tinget på den ene side skal lovgive om ligestilling og på den anden side dumper med et brag, når det gælder om at have orden i eget hus?
Måtte man stilfærdigt anbefale diverse partiformand fra landsplan til kommuneforening at sætte dette problem på dagsordenen allerede ved første bestyrelsesmøde efter valget. Som beslutningspunkt: Hvad gør vi ved det?