Lav dog broarbejdet om natten
Foto: TV2 Nord
Aggersundbroen er slidt og trænger til en solid reparation. Det er der ikke noget at sige til – broen er for mange nordjyder den daglige forbindelse mellem hjem og arbejde. Tung trafik passerer også. Landbrugsmaskiner og meget andet. Så selvfølgelig skal der nyt asfalt til en gang imellem. Og selvfølgelig kan man ikke lave den slags arbejder uden gener for trafikken.
Men derfra og til at lukke broen aldeles for trafik i en periode er der altså et stykke. Ikke desto mindre var det planen, og arbejdet skulle have været sat i gang i dag. I stedet blev det til et krisemøde om arbejdet, efter mange og meget tydelige protester over lukningen af broen.
Det er klart, at en total lukning af broen på mange måder ville være den nemmeste og måske også billigste løsning for samfundet. Men der er tusinder af mennesker, hvis hverdag er bygget op omkring daglige eller i hvert fald meget hyppige passager over broen. Man slæber ikke bare en stor gyllespreder via Aalborg, hvis man som landmand har gård og lade på den ene side af broen – og jord på den anden.
Vejmyndighederne må selvfølgelig tage hensyn til den slags. Der må kunne findes en løsning, hvor broen eksempelvis kun er lukket om natten, så trafikken trods alt kan passere i dagtimerne. I et nedsat tempo, selvfølgelig. Men hellere det end slet ikke.
Hvor svært kan det være?