Storm med vindstød i orkanstyrke på vej til Vendsyssel
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Hold på hat og briller, for søndagen bliver særdeles blæsende i Nordjylland.
Danmarks Meterologiske Institut advarer om en stormfuld søndag i det nordjyske. Faktisk kommer der blæst næste fem dage.
Varslet for Thy og Mors, Vestjylland, Vendsyssel, Himmerland, Storaalborg, Jammerbugt, Esbjerg, Fanø, Varde, Tønder, Norddjurs, Randers, Herning, Skive og Viborg søndag aften lyder:
- Vær forberedt på at der kan forekomme storm og orkanvindstød. Et kraftig lavtryk passerer søndag aften lige nord om Danmark. Det er på nuværende tidspunkt usikkert, hvor kraftigt lavtrykket bliver og den nøjagtige placering, men det bliver en blæsende søndag aften og nat. I Vest- og Nordjylland skal man være forberedt på eventuel storm med vindstød af orkanstyrke og i resten af landet vindstød af stormstyrke.
Men også i dag, lørdag, kommer der vind med risiko for vindstød af stormstyrke.
Lørdagens melding gældende for Thy og Mors, Vestjylland, Vendsyssel, Læsø, Jammerbugt, Esbjerg, Fanø, Varde og Tønder lyder:
Der er risiko for kuling fra syd, med vindstød af stormstyrke, 25- 27 m/s. Vindstød af stormstyrke medfører, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.