20-årige Amalie Vinther deltager i de Paralympiske lege
Amalie Vinther fra Thisted er til Paralympiske Lege for at gøre en god figur.
Amalie Vinther fra Thisted er bare 20 år, men deltager lige nu til sit andet Paralympiske lege i Rio.
Den 20-årige svømmer fra Thisted har sat alt ind på at præstere ved Paralympiske lege i Rio, også kendt som handicap-OL.
TV2 Nord fulgte hendes sidste træning inden afrejsen. Her blev der trænet hårdt i Thy Hallen i Thisted, men med de oplevelser Amalie Vinther står overfor er de mange træningstimer i bassinet ingen sag.
- Det er helt vild stort. Det er det største, jeg kan opleve, og jeg glæder mig helt vildt, siger Amalie Vinther.
Op til Legene er der blevet rykket nogle baner af - 10 træningspas om ugen af 2 timers varighed skal give den unge svømmer succes i OL-Legene.
- Hun vil alt det hårde træning, og jeg er nærmest nødt til at holde hende lidt igen, men hun vil bare give den endnu mere gas for at blive endnu mere klar, siger træneren.
Hun vil give sig selv de bedste forudsætninger for et godt resultat. Derfor har svømningen det sidste lange stykke tid stået foran alt det, som en 20-årig ellers normalt ikke kan leve uden.
- Det har krævet meget og gjort, at jeg ikke kan være med til alt, men det har været det hele værd, siger Amalie Vinther.
Det er ikke første gang, at hun deltager ved de Paralympiske Lege. For fire år siden var hun med i London. Men hvor den store bevågenhed dengang kostede på præstationerne, føler Thisted-svømmeren sig nu langt mere moden.
- Jeg tror, det er en fordel for mig, at jeg også var med i 2012. Jeg er blevet bedre til at håndtere min nervøsitet, siger Amalie Vinther.
Og det er træneren enig i. Alligevel får man ikke Amalie Vinther til at kalde sig guldfavorit. Men med en titel som europamester i yndlingsdisciplinen 400 meter fri kan man ikke afskrive svømmeren fra Thisted.