Afbrændingsanlæg i Thisted tester ny teknologi: - Kan være med til at redde vores klima

Forsøget i Thisted koster 200.000 kroner, og det er meget billigere end andre steder i landet, hvor det koster mange millioner.

Kraftvarmeværk Thisted er gået i gang med et enestående pionerprojekt, hvor værket med spritny teknologi vil hive CO2 ud af skorstensrøgen.

Flere andre værker har gang i lignende projekter til to- eller trecifrede millionbeløb.

I Thisted er prisen for forsøget 200.000 kroner.

quote Den her teknologi kan være med til at redde vores klima - i Danmark og også generelt set på en verdensskala.

PHILIP FOSBØL, LEKTOR, INSTITUT FOR KEMITEKNIK PÅ DTU

Derfor vil det ifølge en DTU-professor være en banebrydende succes, hvis den mange millioner kroner billigere model lykkes.

- Potentialet er ret stort. Den her teknologi kan være med til at redde vores klima - i Danmark og også generelt set på en verdensskala, siger Philip Fosbøl, der er lektor ved Institut for Kemiteknik på DTU.

SÅDAN UDSKILLES CO2 FRA SKORTSTENENS RØG

  • Røggassen føres ind i en beholder, hvor den oversprøjtes med amin. Det får 95 procent af CO’en i røgen til at binde sig til aminopløsningen
  • Opløsningen opvarmes til 120 grader, og CO2-gassen udskilles
  • CO2’en bliver herefter til en flydende masse
  • CO2-massen føres herefter ned i undergrunden, hvor den lagres

Thisted forrest i klimakamp

Inden 2030 skal vores CO2-udledning reduceres med 70 procent, har politikerne besluttet.

For at komme i mål med det skal kraftvarmeværkerne sende mellem fire og ni millioner tons mindre CO2 ud af skorstenen, før vi kommer i mål.

Og det er en udfordring, de godt tør tage op i Thisted.

- Nu vil vi også gerne være førende klimamæssigt og være med, hvor det sker, siger Thomas Sandal, der er driftsleder på Thisted Kraftvarmeværk.

Kraftvarmeværkerne skal sende i omegnen af 4-9 millioner tons mindre CO2 ud af skorstenen, før vi når målet om en reduktion på 70 procent i 2030
Kraftvarmeværkerne skal sende i omegnen af 4-9 millioner tons mindre CO2 ud af skorstenen, før vi når målet om en reduktion på 70 procent i 2030
Foto: Esben Kock Jensen / TV MIDTVEST

Håndværkere er lige nu ved at sætte anlægget op på kraftvarmeværket i Thisted, der hvert år udleder omkring 55.000 tons CO2.

I første omgang skal teknologien dog kun testet på en procent af røgen.

- Og så er det så spændende at se, hvad det kan bruges til efterfølgende, lyder det fra Thomas Sandal.

Og fra DTU-lektoren Philip Fosbøl er der ikke andet at sige end:

- Go for it, Thisted!

Anlægget, der skal køre under pilotprojektet, står færdig til maj.

Forsøget skal køre i en til to måneder, hvorefter Kraftvarmeværk Thisted vil vurdere, om de skal lave et endnu større anlæg, der kan trække CO2 ud af al røgen.


Seneste nyt

fra Nordjylland