Amalie Vinther: Paralympisk svømmer og nyudsprungen student
Svømmer Amalie Vinther, der til september skal deltage i de paralympiske lege, blev tirsdag student.
Tirsdag blev Amalie Vinther fra Thisted iklædt sin studenterhue fra HTX på EUC Nordvest. Hun kan skrive et stort 12-tal i den, men om der er plads til at skrive om alle de strabadser, hun har været igennem for at nå til dette mål, er ikke sikkert.
Amalie Vinther er nemlig ikke en hvilken som helst student. Sideløbende med sine studier har hun 25 timer om ugen trænet op til at deltage ved de paralympiske lege i Rio denne sommer. Det fortæller TV MIDTVEST.
- Hun går altid efter at yde det bedste til træning. Hun kommer til alle træninger, siger Søren Rasmussen, der er træner i Thisted Svømmeklub.
Og selvom Amalie Vinther altså har skullet jonglere studier og svømning, har træneren aldrig hørt hende klage.
- Jeg tror aldrig, jeg har set hende trist til mode. Tværtimod så er det altid med højt humør, og det tyder på overskud, og at hun har kræfter til at klare det hele, siger Søren Rasmussen til TV MIDTVEST.
Overskuddet har Amalie Vinther, der er lammet i højre side af kroppen, vist gennem de sidste års forberedelser frem mod de paralympiske lege til august.
- Det der med at have viljen til at komme igennem og gøre det godt har både hjulpet mig i vandet, men også her, lyder det fra Amalie Vinther.
Men viljen har ikke gjort det hele.
- Det kan være svært, når det eksempelvis ikke går så godt til træning eller stævner, så er det dejligt at have familie og venner, som støtter op om en og kommer med noget positivt, fortæller dagens hovedperson.
Amalie Vinther har, ifølge hendes mor, aldrig ladet sig begrænse af sit handicap.
- Amalie har, fra da hun var helt lille, haft en indædt tro på, at hun kunne det, hun ville. Hun har altid villet det, de andre ville. Hun har sommetider været lidt længere tid om at nå målet, men hun har altid troet på, at hun nok skulle nå frem, fortæller Jane Vinther.
Når Amalie Vinther til september skal deltage ved legene i Rio bliver det på distancen 400 meter fri.
- Der drømmer jeg om at klare det super godt og komme i finalen og selvfølgelig give den alt, hvad jeg har, lyder det fra Amalie Vinther.
Amalie vil efter de paralympiske lege tage et sabbatår, hvor hun vil arbejde, inden hun igen vil give sig i kast med bøgerne.