Bevæbnet 48-årig mand anholdt i politiaktion i Thisted
Foto: Limfjord update
Politistyrker rykkede ud til 48-årig mand, der truede med at slå andre og sig selv ihjel.
Politiet måtte lørdag eftermiddag kl. 15.38 rykke ud med en større styrke til en adresse på Møllevej i Thisted.
Her havde en 48-årig mand med et gevær tilsyneladende truet flere og med at tage sit eget liv.
– Vi får en anmeldelse fra hans tidligere samlever, der er gået fra adressen, og hun beretter, at der har været nogle samlivsproblemer, og at manden truede med at begå selvmord. Manden har en række lovlige våben på sin bopæl, og derfor tager vi ikke nogen chancer, fortæller vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- & Vestjyllands Politi til Limfjord Update.
Politiet sender hundepatruljer og en større indsatsstyrke til Thisted, og i styrken har man også en forhandler med.
– Efter en times tid kommer der så meget ro over det, at manden overgiver sig, og vi kunne anholde ham klokken 17.55 uden dramatik. Men det har selvfølgeligt set voldsomt ud for dem, der så styrken i aktion, siger Bjarne Askholm.
Den 48 årige mand sidder nu anholdt hos politiet. Han skal tilses af en læge, ligesom Politiet skal vurdere, hvorvidt manden skal fremstilles i Grundlovsforhør for at have fremsat en række trusler imod andre i sagen, eller om han skal indlægges på en psykiatrisk afdeling til behandling.
Politiet skal også have undersøgt, hvorvidt alle mandens våben er registrerede og dermed lovlige.
– Vi skal også have undersøgt om han i givet fald skal have sine våben tilbage, fortæller Bjarne Askholm.