Hannes bror er uhelbredeligt syg: - Der er ikke noget jeg kan gøre, som hjælper ham fysisk
Foto: Nanna Jørgensen, TV MIDTVEST
Hanne Munk føler sig magtesløs overfor hendes brors sygdom. Til gengæld kan hun bidrage med at samle ind til scleroseforeningen.
I 27 graders varme går Hanne Munk fra hus til hus i Stenbjerg i Thy med en rød indsamlingsbøsse.
Hun møder glade folk, der har søgt skygge for solen indenfor med et 'Hej'.
Sammen med sine to børn er hun ude og samle ind til scleroseforeningen.
Selv har hun et meget nært forhold til netop sclerosesygdommen. Hendes bror Jimmi Poulsen fik at vide, at han var syg med sclerose for 12 år siden.
- Der er ikke noget, jeg kan gøre som hjælper ham fysisk. Man kan godt føle sig lidt magtesløs som pårørende, men det man kan gøre er som minimum, at hjælpe når der er indsamling, siger hun.
Derfor brugte hun og børnene søndagen på at samle så mange penge som muligt ind til sygdommen.
Rundt på ruten får Hanne Munk også muligheden for, at tale med flere som har sclerose tæt inde på livet ligesom hende selv.
- Der mange som siger, at de rigtig gerne vil støtte, fordi de har en slægtning som også fejler noget. Så på den måde er det en ret livsbekræftende dag, fordi man finder ud af, at man ikke er alene med at føle sig lidt magtesløs i det, og der er også nogen som gerne vil hjælpe, siger hun.
En sørgelig statistik
Der er et stort behov for, at der kan komme mere fokus på sclerose. Sådan lyder det fra Aninne Højmose, der er formand for scleroseforeningen i Ringkøbing-Skjern og som også selv lider af sclerose.
De seneste 20 år er antallet af danskere, der lever med den autoimmune og kroniske sygdom blevet fordoblet. Det gør Danmark til det land i verden, hvor allerflest bliver ramt af sclerose. Det viser en ny opgørelse fra det internationale scleroseforbund MSIF.
Derfor handler dagens indsamling heller ikke så meget om, hvor mange penge der bliver samlet ind.
- Det handler lige så meget om, at skabe opmærksomhed omkring sygdommen, lyder det fra Aninne Højmose.
Penge til onkel Jimmis kørestol
Selvom Hanne Munk har sine to børn med på dagens rute, så er det mest hende som samler pengene ind.
- Jeg synes, det er vigtigt at tage dem med ud og vise, at sådan her kan man også hjælpe, siger hun.
Det kan dog godt være en smule svært at forstå som bare treårig, hvordan sådan en indsamling fungerer. Men Hanne Munks søn Anker fandt sin egen forklaring.
- Jeg prøvede at forklare ungerne, hvad vi skulle. Så sagde Anker 'Nårh det er til onkel Jimmis kørestol' Og det er jo rigtigt sådan. Det er jo en del af det. Så det var den måde han kunne forstå det, griner Hanne Munk.
Jimmi selv griner over nevøens måde at forstå hans sygdom, og lægger ikke skjul på, at det betyder noget, at familien er ude og samle ind.
- Det er helt fantastisk. De har virkelig engageret sig 100 procent i den her indsamling. Det er så lidt, de kan tilbyde mig, men de kan samle lidt penge ind til forskning mod sclerose, siger Jimmi Poulsen.
Selvom pengene måske ikke ligefrem bliver omsat til en ny kørestol, så går de til andre gode formål. Det betyder mindst lige så meget for Jimmi Poulsen.
- Det er for alle de mennesker, som får sclerose ude i fremtiden, og alle dem som ikke har det i så fremskreden en grad som jeg, siger han.
Fra Scleroseforeningen lyder det at de har slået rekord for indsamling af penge til foreningen. Indtil videre er 6,5 millioner kroner samlet ind. Sidste år samlede foreningen 6,1 millioner kroner.