Det Danske Madhus i Thisted i modvind efter nytårsmenu
Foto: Jette Schnack Petersen, Limfjordupdate.dk
Thisteds store leverandør af mad til ældre, Det Danske Madhus, er kommer i alvorlig modvind på Sjælland efter en skuffende nytårsmenu.
"Det ligner sgu svinefoder".
Sådan lyder bare én af reaktionerne på Facebook i kølvandet på Det Danske Madhus' nytårsmenu med hamburgerryg, kålpølse, flødestuvet grønkål og brune og hvide kartofler, der blev serveret for ældre i Gribskov Kommune. Det skriver Limfjordupdate.dk.
Det Danske Madhus har hovedsæde i Thisted, men leverer mad til ældre i store dele af landet. Nytårsmenuen på billedet kunne, hvis man ønskede det, erstattes med torsk. I alt 38 u af 71 ældre i Gribskov Kommune, som Det Danske Madhus leverer mad til, fik menuen nytårsaften. Tre havde direkte valgt den, 35 fik den, fordi de ikke havde valgt andet. Og nu florerer altså et billede af maden på Facebook.
For administrerende direktør Henrik Solkær at se virker reaktionerne på billedet af maden overdrevne.
– Vi tager altid feedback alvorligt og bruger den som basis for at forbedre os. Hvad er det egentlig, vi ser her. Mange facebookbrugere bliver provokeret af billedet – og det kan handle om mange ting. Denne nytårsret er måske egentlig en egnsret, men man kunne fra menuen have valgt for eksempel kogt torsk. Det her er en menu til småtspisende, og hvis der er for meget mad til en småtspisende, mister man appetitten. Maden her smager rigtig godt, råvarerne er gode, velsmagende og af høj kvalitet – de brunede kartofler ser måske lidt kedelige ud, men smager godt, siger Henrik Solkær til Limfjordupdate.dk.
- Når der er så mange følelsesladede opfattelser, ser jeg det som en frustration med velfærdssamfundet generelt, herunder også seniormad. Generelt er det sådan, at mad i en bakke er mindre pænt end en anretning på en tallerken. Hvis man lagde det, der er i bakken, over på en tallerken med en rødbede eller to, ville man have et rigtig godt måltid. Vi tilbyder alle, der vil være kunder at få maden gratis i fire dage – og har talt om, at det også skulle gælde for pårørende, siger Henrik Solkær.
Men hos politikerne i Gribskov Kommune er holdningen den, at måltidet var under lavmålet for, hvad man kan byde ældre borgere.
- Jeg blev rigtig rystet - igen. Men jeg ved ikke rigtig, om jeg er forbavset. Man får jo det, man betaler for. Og maden til de hjemmeboende borgere er jo blevet vundet i udbud ved nogle skarpe priser. Vi kommer til at gå til valg på hjemmepleje - at man slet ikke har noget kommunalt, man kan kontrollere og udvikle, det er slet ikke okay, siger Pia Foght, medlem af Social- og Sundhesudvalget i Gribskov Kommune for Socialdemokratiet til Limfjordupdate.dk.