Første dag på græs for øko-køerne – Kathrine fik besøg af 2500 mennesker

I forbindelse med den landsdækkende Økodag har landmændene traditionen tro holdt åbent hus for besøgende.

Kathrine Kristensen har for første gang slået dørene op for gæster, når hendes øko-køer lukkes ud på det grønne græs.

Hun har 200 malkekøer lidt uden for Thisted, som glæder sig til at hoppe ud på græsset for første gang i år.

Og der var mere end 10 gange så mennesker som køer for at overvære øko-køerne løbe ud på græsset.

- Ord kan næsten ikke beskrive det, det har været nærmest episk, at der er så mange, der har lyst til at komme se, det vi laver – det er jo vores hjertebørn, der går her, siger Kathrine Kristensen.

Se hele indslaget:

Har brugt TikTok

Økologisk Landsforening har siden 2005 arrangeret Økodag, hvor køerne sættes fri.

Selvom den økologiske gård ligger ved Thisted, så er der også kommet besøgende langvejs fra.

Kathrine Kristensen har nemlig lagt videoer ud på det sociale medie TikTok - og det har givet gevinst.

- Det er noget, jeg har gjort for sjov. Jeg havde aldrig nogensinde regnet med, at det ville få den opmærksomhed, siger hun og tilføjer:

- Der er jo nogle, der har lyst til at høre om det her og lyst til at se det her.

Hun fik pludselig på kort tid 9000 følgere. En af dem Michella Ermark, som har taget turen helt fra Sjælland.

- Hun har sjove historier, og hun har en kæmpe viden om kvæg og køer, siger hun.

En god dag

De mange gæster fik også muligheden for at snakke med Kathrine Kristensen, mens de var på besøg.

Og for værtinden har det da også været en rigtig god dag.

- Det har været så givende, jeg har sjældent været så glad og stolt, som jeg er lige nu, siger Kathrine Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland