- For Vorupør skete det, som bare ikke måtte ske
Borgerforeningens formand kalder ulykken "det værst tænkelige" - også for byen Vorupør.
Selvom det summer af liv og sommer i Vorupør i Thy, ligger der også en tung og mørk sky af sorg over byen.
Det fortæller borgerforeningens formand, Louise Lindgaard Johansen.
- Byen har stået stille de seneste dage. Godt nok har der været en masse liv og aktiviteter, men det er som om, det er to forskellige verdener, fortæller Louise Lindgaard Johansen.
Det, der ikke måtte ske
Onsdag blev det kendt, at de to drenge, som søndag blev fanget i et sandskred i Vorupør, var afgået ved døden.
Den nyhed fik flere i byen til at flage på halv.
- Det er dybt tragisk, og det har givet en meget trykket stemning. Så snart, man bevæger sig herned (omkring stranden, red.), så kan man mærke det. Det er uanset, om det er turister eller folk, der bor i byen, fortæller formanden.
Men ulykken var lige præcis det, som ikke måtte ske i en by som Vorupør, siger Louise Lindgaard Johansen.
- Vi værner meget om vores turister og sætter stor pris på dem. De er en del af hjertet i byen. Så det der ikke måtte ske, det er sket. Men den natur, vi bor i, chokerer os desværre nogle gange. Både turister, men også os, der bor her til hverdag, siger hun.
Borgerforeningen arrangerede onsdag, sammen med Kystredningstjenesten, et mindeoptog gennem byen.
Omkring 300 deltog i mindeoptoget, som begyndte ved Vorupør Kirke. Det var også da også byens præst, Anne Marie Nande Kraft, der ledte optoget og talte til de fremmødte.
- Mange er berørte og chokerede over det, der er sket. Vi håber, at det her kan give fred og en afslutning, siger hun og peger på, at optoget kan være et ritual, som hjælper i sorgen.
- Fællesskabet kan trøste. Vi føler os stærkere, når vi går sammen. At tænde lys, og gøre den her handling, giver hjælp til sorgen til os alle sammen, siger Anne Marie Nande Kraft.
Louise Lindgaard Johansen er også enig i, at der i Vorupør har været et behov for at mødes og bearbejde hændelsen sammen.
- Jeg tror, folk i byen har brug for at samles. Vi mødes på må og få og prøver at snakke sammen og bearbejde tingene, men det, at vi lige kan mødes her og gå sammen og mindes drengene, tror jeg, vil hjælpe os alle sammen, siger hun.
Hun er dog ikke i tvivl om, at ulykken vil sætte sit præg på byen langt ud i fremtiden.
- Selv når det er stilnet lidt af hen på efteråret, og byen igen bliver stille, så tror jeg stadig, det vil hænge fast i vores hoveder. Det vil sidde fast længe, tror jeg.