Hæder til frivillig: Villy er på mærkerne
Video: Mick Knive Anderson
Lederen af værestedet Solstrålen Thy i Thisted, Villy Rønn, er blevet hædret som en af hverdagens helte, og han har nu fået sit helt eget frimærke.
- Jeg har det godt nok underligt. Jeg synes, det er meget surrealistisk, at folk nu kan sende et brev med et frimærke til 36 kroner med enten Dronning Margrethe eller Villy på.
Sådan siger Villy Rønn, leder af værestedet Solstrålen Thy i Thisted, der i dag blev hædret af PostNord og Falck som en af hverdagens helte.
For første gang nogensinde får fem nulevende, ikke-royale personer plads på et frimærke. PostNord har sammen med Falck reserveret pladsen på fire millioner nye frimærker til én af hverdagens helte fra hver region i Danmark
Et sted til tidligere misbrugere
Og baggrunden for, at Villy Rønn har modtaget den fornemme hæder, er, at den 61 årige nordjyde selv har etableret værestedet i Thisted for at kunne give tidligere misbrugere og deres pårørende et vigtigt frirum.
- Det er vigtigt, at man tør være der, hvor det gør ondt. Når nogle er syge, eller bliver uretfærdigt behandlet, så er det en menneskepligt at hjælpe, siger Villy Rønn.
På værestedet kan brugerne støtte og hjælpe hinanden, og Villy Rønn giver også en hånd med for at få de tidligere misbrugere videre i livet.
- Vi hjælper dem med jobcenter og arbejde, ja i det hele taget med at få styr på deres liv, siger Villy Rønn.
Selv måtte han allerede i 40-års alderen forlade arbejdsmarkedet med en kollapset ryg, og der går stadig ikke en dag uden smerter.
- Men jeg har bestemt mig for, at det ikke skulle ødelægge mit liv, og det har jeg stort set overholdt. Det giver en masse energi at møde så utrolig mange skønne mennesker, og så glemmer jeg ligesom mig selv, siger Villy Rønn.
Naturligt at hjælpe
Han har siden 15-års alderen arbejdet med misbrugere og hjulpet dem på den ene eller anden måde.
Det betyder rigtig meget at se de andres succes og være med til at sætte nogle mål. Se at det lykkes, at de kan holde sig ædru og holde sig clean
Villy Rønn, leder af værestedet Solstrålen Thy, Thisted
- Jeg har altid været frivillig og følt det naturligt at støtte andre, hvor der var behov for det, siger Villy Rønn.
Han ser dagligt en stor glæde i at støtte brugerne på værestedet.
- Det betyder rigtig meget at se de andres succes og være med til at sætte nogle mål. Se at det lykkes, at de kan holde sig ædru og holde sig clean, siger Villy Rønn.
Og han fortæller, at venner og bekendte har kontaktet ham, siden det blev kendt, at han er blevet hædret som en af hverdagens helte, og nu forventer at få et brev, hvor han er på frimærket.
- Ja, det kan godt gå hen og blive dyrt for mig, siger Villy Rønn med et smil på læben.