Hanstholm Havns nye mole testes på Aalborg Universitet

Bølgelaboratoriet tester i disse dage en ny mole, der er en del af havneudvidelsen til 500 millioner kroner

To nye moler er i fuld gang med at blive til virkelighed i Hanstholm Havn. Molerne er en del af den 500 millioner kroner dyre udvidelse af havnen.

Den ene mole - en ny ydermole mod vest - kommer til at ligge på et af de mest udfordrende havnemiljøer i verden, hvor den vil blive udsat for voldsomme bølger.

En 3D-model af den nye mole testes derfor i et særligt bølgelaboratorium på Aalborg Universitet, inden den bliver endeligt bygget i Hanstholm. Modellen er bygget i størrelsesforholdet 1:45 og indeholder de samme materialer som den ægte vare.

- Den skal holde til nogle af de værste forhold, du overhovedet finder i Danmark: De største bølger, kraftig strøm og sedimentvandring (sand, der flytter sig, red.). Derfor er det en stor udfordring at bygge i Hanstholm Havn, fortæller projektleder i Rambøll, Peter Bak Frederiksen.

Langt billigere at teste indendørs først

For at bestå testen, skal 3D-modellen kunne modstå bølger, der svarer til en 100-års-storm:

- Det er en stor fordel at teste tingene her i laboratoriet frem for i virkeligheden. For så kan vi se hvilke ting, der ikke holder - og hvilke ting, der holder for godt (så de kan produceres billigere, red.). Det er meget billigere end at skulle ud og reparere tingene i virkeligheden, når de først er gået i stykker, siger lektor på Institut for Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet, Thomas Lykke Andersen.
 

 
 
Foto: Mick Anderson

Forskerne på Aalborg Universitet tester normalt nye havneanlæg fra hele verden. For første gang i mere end 10 år lægger en dansk havn model til deres test.
 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland