Hendes Majestæt Dronningen besøger Thisted Kommune

H.M. Dronning Margrethe 2. kommer til Hanstholm i sensommeren i kongeskibet Dannebrog.

Den 31. august besøger Dronningen Thisted Kommune, som led i Dronningens sommertogt. Hun ankommer med Kongeskibet Dannebrog til Hanstholm Havn. Det skriver Thisted Kommune i en pressemeddelelse.

- På vegne af hele kommunen er jeg utrolig glad og stolt af, at Dronningen i år har valgt at besøge Thisted Kommune på sit årlige sommertogt. Det er noget ganske særligt at få kongeligt besøg, fortæller borgmester Ulla Vestergaard og fortsætter:

- Det er med stor glæde, at vi kan byde Dronningen velkommen til Thisted Kommune og velkommen i en nyrenoveret og udvidet Hanstholm Havn. Jeg håber, at rigtig mange borgere vil være med til at give Dronningen en hjertelig velkomst, og være med til at vise Dronningen nogle af de unikke og skønne steder, vi har her i Thy.

Borgerne får mulighed for at se Kongeskibet Dannebrog, når skibet anløber havnen om formiddagen den 31. august og hele dagen, mens skibet ligger ved kajen i Hanstholm.

Thisted Kommune havde sidst kongeligt besøg i 2011. Her var det Kronprinsparret, der besøgte Thisted Kommune.

Desuden havde kommunen besøg af Dronningen og Prins Henrik ved et sensommertogt i 2009, hvor Kongeskibet lå til kaj i Thisted Havn.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland