Mads fra Thisted i praktik i fransk Michelin restaurant
Foto: LimfjordUpdate
21-årige Mads Jensen havde ikke været i gang med sit grundforløb på uddannelsen til gastronom i mere end nogle uger, før han begyndte at undersøge muligheden for at komme i praktik i udlandet. Og nu er kontrakten på plads – Mads skal i praktik hos den franske Michelin restaurant Auberge du Vert Mont i Flanderen.
Under Chef Florent Ladeyn’s ledelse har restauranten en Michelin stjerne, og ambitionerne og drømmene er derfor store hos den unge elev, der til juli pakker tasken og rejser sydpå for at lære af nogle af de dygtigste inden for kokkefaget.
– Jeg synes, at finere madlavning er rigtig spændende, så derfor er det her en fantastisk mulighed for mig, fortæller Mads.
Mads havde aldrig tænkt over, at madlavning var særlig spændende – ikke før han flyttede hjemmefra og begyndte at eksperimentere med råvarer og tilberedning. Da han efter grundskolen skulle vælge uddannelse, var uddannelsen til kok derfor slet ikke i hans tanker.
– Jeg valgte gymnasiet, fordi det virkede som det rette for mig og det mest sikre. Min interesse for madlavning var der slet ikke, da jeg var yngre. Det var først, da jeg flyttede hjemmefra og fik lavet en masse retter, der ikke smagte ret godt, at jeg begyndte at eksperimentere mere. Og så fandt jeg ud af, at jeg faktisk godt kunne lave mad, der var lækkert og velsmagende – og det gav mig lyst til at prøve mere, forklarer han.
Da Mads allerede har en gymnasial uddannelse, kunne han springe den første del af grundforløbet på uddannelsen til gastronom over. Kort efter sin start begyndte han at undersøge muligheden for at komme til udlandet i praktik som kok.
Via praktikvejlederen på EUC Nordvest fik han kontakt til PIU (Danske praktikanter i udlandet), som hjalp med at skabe kontakt til den franske Michelin restaurant. Efterfølgende var Mads i Frankrig for at tale med ejeren og finde ud af, om kemien passede.
– Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal lave i restauranten, men jeg glæder mig også bare mest til at lære så meget som muligt, siger han.
Hvis praktikken går godt, skal Mads tage stilling til om han vil søge om elevplads i restauranten.
– Det kunne helt sikkert være spændende. Men jeg skal også have det til at passe med familien og resten af uddannelsen, som jeg skal tage enten i Holstebro eller Aalborg, siger Mads Jensen.
Skrevet i samarbejde med Limfjord Update.