Mand dræbt: Påkørt af lastbil
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En mand blev mandag morgen kørt over af en lastbil. Han omkom på stedet.
En landmand mistede mandag morgen livet, da en lastbil bakkede hen over ham. Manden var på arbejde på en gård ved Bedsted i Thy. Her var en lastbilchauffør ved at bakke. Den påkørte mand blev dræbt på stedet.
Lastbilchaufføren er ansat hos Mollerup Mølle, og han skulle afhente korn fra en silo på gården. For at tømme siloen måtte han bakke køretøjet, og af endnu uvisse årsager, bakkede han altså ind i landmanden.
- Lige nu er mange i chok, og det handler om at tage hånd om de pårørende og chaufføren, fortæller salgsansaverlig i Mollerup Mølle, jakob Pedersen, til TV Midtvest.
Midt - og Vestjyllands politi fik meldingen 8.52. De har på nuværende tidspunkt kun sparsomme informationer om ulykken. De ved endnu ikke, hvorfor landmanden stod bag lastbilen. Politiet skal nu afhøre føreren af lastbilens samt andre personer på gården. Derudover skal en bilinspektør undersøge stedet og arbejdstilsynet er underrettet.