Nu kan Agger klare ekstreme storme
Foto: Kystdirektoratet
Den sidste bølgebryder etableres ved Agger.
Fem bølgebrydere beskytter kysten nord for Agger.
Kystbeskyttelse har længe været omdiskuteret – hvor meget og hvordan? Nord for Agger har Kystdirektoratet nu færdiggjort en tre-i-en-løsning, der skal beskytte området mod voldsomme storme.
Etableringen af projektet begyndte i sommeren 2016.
- En gammel skråningsbeskyttelse var undermineret af bølgerne og virkede ikke længere efter hensigten, så vi sadlede om og ændrede kystbeskyttelsen, så den nu er blevet mere effektiv og med mindre vedligehold, siger områdechef fra Kystdirektoratet, Ane Høiberg Nielsen, i en pressemeddelelse.
Der er tre dele af kystbeskyttelsen: forstærket klit, fem nye bølgebrydere og sandfordring. Sandfodringen bremses bølgerne ude i havet, bølgebryderne tager kraften af bølgerne og klitten giver ekstra sikkerhed, når det går voldsomt for sig.
På den måde er kysten beskyttet mod en såkaldt hundredeårs-hændelse, som ifølge statistikken sket en gang hvert 100 år.
Hvis en vildere begivenhed end en hundredeårs-hændelse rammer området og går gennem klitten, vil diger inde i landet sørge for at Agger by er sikret.
- Tilsammen er det en meget robust beskyttelse, siger Ane Høiberg Nielsen.
Kystbeskyttelsen af området ved Agger er en del af en Fællesaftale mellem Thisted Kommune og Staten, som løber frem til 2019.