Ny serie på Salto om håbet og kærligheden i Thy
Michael K har lavet en ny version af sin sang 'Klitmøller Cold Hawaii', der fungerer som ny titelsang til serien Thy, Håb og Kærlighed.
I programserien ”Thy, Håb & Kærlighed” følger vi i fire afsnit tilflytterne, fastboerne og de hjemvendte i livet på skulderen af Danmark.
Thy har gennem de senere år måttet lægge øre til megen snak om udkantsdanmark, rådne bananer og stagnation. Men stille og roligt ændrer snakken sig. Nu er det blevet hipt at bo i Thy, huspriserne stiger og bølgerne i Cold Hawaii er gode at surfe på. Mange siger ligefrem, at de er de bedste i Europa.
I programserien ”Thy, Håb & Kærlighed” følger TV MIDTVESTog TV2 Nord i fire afsnit tilflytterne, fastboerne og de hjemvendte i livet på skulderen af Danmark.
Hvad får for eksempel en familie fra Kolding med fuldt tryk på karrieren til at bremse op og vælge stilheden, naturen og hinanden i Klitmøller?
Og hvordan ser den gamle Hanstholm-borgmester, Ejner Frøkjær, i dag på den udvikling, som han først var noget skeptisk over, men som siden hen blev en del af det aftryk, han har været med til at sætte?
”Thy, Håb & Kærlighed” er optaget i sensommeren 2017. Foruden de gode historier om det myldrende folk i området, er serien også fuld af flotte billeder fra den naturskønne egn.
I et af programmerne følger tilrettelæggerne VM i Stand Up Paddling, der foregik i Vorupør i september. Her er der rig mulighed for at genopleve de festlige dage i byen. Arrangementet trak flere tusind thyboer ned på landingspladsen, og stemningen var elektrisk, da finalen med den lokale helt, Casper Steinfath, skulle afgøres.
Er man nysgerrig for at høre om huspriser i området og få spændende fremvisninger af huse, der er til salg, byder programmerne også på flotte rundture fortalt af den tidligere tekniske chef i Hanstholm kommune, Alice Mandøe, der i dag er ejendomsmægler i Thisted.
Og i et af seriens afsnit møder vi den unge, hjemvendte læge, Sara Søndergaard, der sammen med tre andre, unge kolleger har bosat sig et i kollektiv i Vorupør.
- Her er så vanvittigt flot. Bare det at køre ind på arbejde i Thisted gennem Nationalparken. Det er næsten svært at sætte ord på. Jeg har boet i syv års byggerod i Århus, fordi de har bygget letbanen, så det her betyder meget for mig. Og jeg tror på, at det er her, jeg kommer til at bo på den lange bane. Alle får svært ved at få mig herfra, siger Sara Søndergaard i seriens sidste afsnit og bekræfter dermed, at der er masser af håb og kærlighed i Thy.
”Thy, Håb & Kærlighed” bliver sendt på TV2 Nord fredag d. 5. januar kl. 19:45 og de følgende fredage samme tid, dog bliver der fredag den 19. januar sendt den aktuelle event DM i Skills.