Peder er spastisk lammet: Kører fra Gedser til Skagen med 5 km/t

En 1000 kilometer lang tur fra Gedser til Skagen er 60-årige Peder Stausholms sommerprojekt.

- Mine hjælpere troede, jeg menete det i spøg, da jeg sagde, at jeg ville køre fra Danmarks sydligste punkt til det nordligste.

Sådan fortæller 60-årige Peder Stausholm, der er spastisk lammet og på vej fra Gedser i syd til Skagen i Nord - i sin el-kørestol vel at mærke.

For det var ingen spøg, da Peder Stausholm præsenterede den vilde idé for sine personlige hjælpere. Han mente det - og nu gør han det.

- Jeg tror folk grinede lidt af det og tænkte: "Det får han sgu aldrig op at stå," fortæller Peder Stausholm videre, mens kørestolen fragter ham videre mod målet, som han vil ramme i slutningen af juli. Han er allerede kommet til Thy.

quote Jeg er altid blevet mødt med alt det, jeg ikke kunne og derfor er det vigtigt for mig at vise, at man godt kan forfølge sin drøm, selvom man er CP'er

Peder Stausholm

Fuld fart frem er 5 km/t

Turen fra Gedser til Skagen er for Peder Stausholm på omkring 1000 kilometer - og det foregår med blot 5 kilometer i timen, som er kørestolens topfart. Hver etape er på mellem 30 og 40 kilometer, og overnatning finder Peder Stausholm først, når han kommer frem.

- De (Peders hjælpere red.) var sikre på, at jeg ikke fandt nogle steder at sove, men jeg sagde, at det skulle nok gå. Og hvis ikke så måtte jeg jo sove under åben himmel.

 
 

Det er ikke sket endnu, for helt almindelige danskere har nemlig på stribe tilbudt Peder Stausholm og hans personlige hjælpere, der er med ham på skift døgnet rundt - at overnatte.

- Jeg har mødt mange forskellige mennesker på turen. Nogle ryster på hovedet og andre synes, jeg er mega sej. Det er jeg måske også, men for mig er det bare noget jeg gør, fordi jeg har lyst.

Fik ideen i handicapshelter

Ideen til at køre 1000 kilometer i el-kørestol fik Peder Stausholm sidste år, da han i fire dage overnattede i en handicapshelter. Og idé skulle altså blive til virkelighed:

- Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg har fået en idé, så skal den prøves af, forklarer Peder Stausholm.

- Jeg er altid blevet mødt med alt det, jeg ikke kunne og derfor er det vigtigt for mig at vise, at man godt kan forfølge sin drøm, selvom man er CP'er (Cerabral Parese - spastisk lammelse red.), som jeg er, siger Peder Stausholm.

- Og det er virkelig en drøm for mig at lave den her tur, siger han videre.

Deler videoer på YouTube

Peder Stausholm har været på farten siden julis begyndelse og han har i løbet af turen delt flere små videoer på YouTube, som du kan se HER

Du kan også følge Peder Stausholms Facebook-profil HER


Seneste nyt

fra Nordjylland