Politiet måtte bruge peberspray mod fulde thyboere

Der har været godt gang i ballademagerne i weekenden, og politiet har flere gange tyet til brug af peberspray i Thisted.

Alkohol og dårlig opførsel hænger ofte sammen. Og i weekenden har tørstige thyboer flere gange været i karambolage med politiet. 

På værtshuset Fort Indian skubbede en 26-årig mand fra Snedsted restauratøren i brystet, og Politiet blev derfor tilkaldt. Da politiet kom frem, udviste den 26-årige aggressiv adfærd og ville blandt andet slås med de fremmødte betjente. Det skriver Limfjord Update. 

Den aggressive mand, der må antages at have være godt beruset, var så rasende, at han smadrede flere ruder på beværtningen – blandt andet ved at slå en knyttet næve igennem vinduesglasset og ved at nikke en anden rude en skalle.

Til sidst blev den 26-årige sprøjtet med peberspray og anholdt. Han er nu sigtet for hærværk og overtrædelse af restaurationsloven, ligesom han ikke må vise sig på Fort Indian de næste par år

På Cafe Ølhunden kunne en 47-årig mand fra Klitmøller natten til søndag ikke finde ud af at opføre sig ordentligt.

Den 47-årige blev bortvist fra stedet, efter han ville tænde en joint. Afvisingen resulterede i, at politiet blev tilkaldt. I forbindelse med visitering af manden fandt den fremmødte patrulje to joints, som betjentene tog fra ham.

Det var den 49-årige dog ikke tilfreds med. Han tog derfor kvælertag på en betjent, mens han sparkede en anden betjent på låret.

Ved hjælp af peberspray fik politiet manden anholdt, og han er nu sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og loven om euforiserende stoffer – og dertil også sigtet for vold på tjenestemænd i funktion.

Den 49-årige blev efter endt afhøring løsladt igen ved 05.30-tiden søndag morgen.


Seneste nyt

fra Nordjylland