Politiet rykkede ud med hunde: Kvinde så tre bevæbnede mænd gå ind i sit hus
Foto: Christian French / TV2 Nord
Arkivfoto.
Betjentene omringede huset i Nr. Vorupør for at finde gerningsmændene, men uden held.
Et foruroligende opkald fra en skræmt kvinde fik søndag eftermiddag Midt- og Vestjyllands Politi til at rykke ud med den helt store pakke.
Hun mente at have set tre mænd med pistollignende genstande gå ind i hendes hjem på Grønkærvej omkring klokken 15.30.
Det fortæller politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi Henrik Jensen.
- Kvinden synes, hun hørte en puslen nedenunder i huset og gemte sig på førstesalen sammen med sin familie. Så hun så ikke mere til mændene og heller ikke, i hvilken retning de kørte væk i, siger han.
Vi sendte både hundepatruljer og indsatsleder til adressen for at gennemgå hele huset og udbygningerne
Henrik Jensen, politikommissær, Midt- og Vestjyllands Politi
Svært at komme videre i sagen
Selvom kvinden ikke kunne hjælpe med flere detaljer og ej heller et motiv til den påståede indtrængen, tog politiet ingen chancer.
- Vi sendte både hundepatruljer og indsatsleder til adressen for at gennemgå hele huset og udbygningerne, men vores betjente fandt ingenting, oplyser Henrik Jensen.
Derfor har politiet heller ikke flere spor at gå efter i forsøget på at undersøge hændelsen nærmere og finde frem til de eventuelle gerningsmænd.
- Vi har heller ikke modtaget andre anmeldelser omkring situationen, som gør, vi kan gå videre ad dét spor, siger Henrik Jensen.
Aktionen varede et par timer med både indsatsleder, hundepatruljer, en del politibetjente og en drone i luften.