Politikerne i Thisted Kommune vil have regeringen til at løsne grebet
En samlet kommunalbestyrelse ønsker så hurtigt som muligt at slippe for de nuværende restriktioner, for det går ud over erhvervslivet, lyder det i et brev til statsminister Mette Frederiksen.
En samlet kommunalbestyrelse i Thisted Kommune har i dag sendt et brev til statsminister Mette Frederiksen (S). I brevet ønsker kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune, at regeringen så hurtigt som muligt ophæver restriktionerne.
I brevet, der er underskrevet af borgmester Ulla Vestergaard (S), lyder det blandt andet:
"Det er en samlet kommunalbestyrelse i Thisted Kommune, der på det kraftigste anbefaler regeringen så hurtigt som muligt at ophæve de ekstraordinære restriktioner, i det mindste for arbejdskraften og virksomhedernes muligheder for at færdes rundt i landet. Eventuelle særlige forholdsregler på test kan iværksættes for at hindre smittemuligheder fra og til andre dele af landet, hvis det sundhedsmæssigt er en anbefaling."
Læs hele brevet til Mette Frederiksen:
Kære Mette Frederiksen
Vi er en samlet kommunalbestyrelse i Thisted Kommune, som ønsker, at regeringen ligestiller Thisted Kommune og resten af Nordjylland i forhold til Corona-restriktionerne.
Som vi alle ved, står vi lige nu i en alvorlig situation i Nordjylland. Regeringen har besluttet at lukke syv kommuner ned med indførelse af ekstraordinære restriktioner. Det har været en voldsom udfordrende proces ikke mindst for det erhvervsliv, som vi er dybt afhængige af.
Fredag valgte regeringen så at lukke op for mobiliteten mellem de syv kommuner gældende fra mandag den 16. november 2020. Et plaster på såret, der desværre kun hjælper i meget begrænset omfang for Thisted Kommune. Vi er en erhvervskommune med små 4.000 daglige indpendlere, hvor størstedelen kommer fra det midt- og vestjyske. Så vores erhvervsliv er stadig isoleret fra den del af landet, som vi deler arbejdsmarked med.
Vi har i fællesskab gjort det, regeringen bad os om. For det første er alle mink i Thisted og resten af Nordjylland slået ned. Det er sket hurtigere end planlagt med hjælp fra minkbranchen selv. For det andet har størstedelen af befolkningen ladet sig teste. Over 20.000 ud af 44.000 borgere er blevet testet inden for den sidste uges tid. Alligevel står vi i den positive situation, at smittetallet imod alle odds er svagt faldende.
For det tredje er der os bekendt ikke konstateret nye minkvarianter af Covid19 smittede borgere i Thisted Kommune eller i Nordjylland. Med andre ord er der ikke noget i Thisted Kommune, der afviger fra de øvrige af landets kommuner. Derfor ser vi heller ikke, at der længere er faglige og saglige argumenter tilbage for at fastholde de ekstraordinære restriktioner, som regeringen har sat kommunen i.
Det er en samlet kommunalbestyrelse i Thisted Kommune, der på det kraftigste anbefaler regeringen så hurtigt som muligt at ophæve de ekstraordinære restriktioner, i det mindste for arbejdskraften og virksomhedernes muligheder for at færdes rundt i landet. Eventuelle særlige forholdsregler på test kan iværksættes for at hindre smittemuligheder fra og til andre dele af landet, hvis det sundhedsmæssigt er en anbefaling.
Vi ønsker, at I ligestiller Thisted Kommune og Nordjylland med resten af landet.