Solveigs sidste rejse

I et faldefærdigt hus langt ude i bushen i Uganda bor pigen Rihana hos sin bedstemor. Rihana har ikke set sin mor, siden hun var spæd.

Den lille pige og de tre andre, der bor i huset, sover på tynde, hullede og udslidte madrasser direkte på jordgulvet. Forholdene er ufatteligt ringe.

Et andet sted i nærheden er en mor og hendes tre børn netop blevet hjemløse. Faren er død, og den lille familie har ingen steder at tage hen. Det vil koste moren 100 kroner om måneden at leje sig ind i et lille hus – penge, hun umuligt kan finde.

Men hjælpen er på vej til de to familier. Og den kommer fra en kvinde over 6500 kilometer derfra. Hun hedder Solveig Vinther, og hun er bogstaveligt talt som sendt fra himlen.

Se "Solveigs sidste rejse" her - artiklen fortsætter under videoen.

Solveig Vinthers rejse begyndte en tidlig morgen klokken halv fem tilbage i 2007. Hun lå i sin seng i Øsløs i Thy og sov, da hun pludselig blev vækket.

Det var ikke hvem som helst, der afbrød Solveigs søvn og gav hende en besked. En besked, som sendte Solveig til Uganda, og som gennem årene ville komme til at ændre tilværelsen for hundredvis af ugandere.

Ifølge Solveig var det Jesus, der talte til hende den morgen.

- Han vækkede mig og sagde, at jeg skulle rejse til Uganda og starte et børnehjem. Jeg protesterede på det kraftigste, og vi havde en lang diskussion, men han vandt til sidst. Jeg bestemte, at jeg ville rejse. Om det så skulle koste hus og hoved og hele moletjavsen, så var jeg nødt til at gøre det, siger Solveig Vinther.

Hun rejste til Uganda og åbnede et børnehjem i Kampala for forældreløse piger. Og det var blot begyndelsen.

Solveig Vinther er en helt særlig kvinde. Når hun åbner munden, afslører dialekten med det samme, at hun kommer fra Thy. Og sætningerne bliver leveret kraftfuldt og beslutsomt.

Solveig tror på Jesus, og ifølge hende er det ham, der gør alt arbejdet i Uganda – hun er bare ”æ skovl”, som formulerer det. Men hun kan også godt diskutere heftigt med Jesus, når han beder hende om noget, som hun ikke synes, er en god idé.

Som for eksempel da Jesus sagde til hende, at hun skulle flytte ind i Agape-huset, som hun i 2015 havde bygget som bolig til nødstedte familier. Indtil da havde hun altid boet på billige herberger og hoteller på de to årlige ture til Uganda.

- Det sagde jeg nej til. Ikke tale om! Det kostede for mange penge, fordi jeg forlangte badeværelse, bruser, komfur og køleskab, og de penge ville jeg ikke bruge. Det slås jeg med Jesus om i et halvt år. Så måtte jeg give op, siger hun.

Jesus fik sin vilje, og Agape-huset blev base for Solveig, medarbejdere, frivillige og gæster. Og under Solveigs rejser til Uganda er der ikke tid til afslapning.

- Det er ikke ferie. Den får alt, den kan trække, for der er nok at tage fat på. Når jeg ser elendighed, må jeg reagere. Og hvis Jesus sørger for, at der er penge på kontoen, så må vi gøre noget, siger hun.

Pengene til Agape Child Care kommer primært ind som donationer fra private sponsorer. Selv sælger Solveig Vinther adventskranse og grøntsager på torvet i Thisted for at få råd til rejserne til Uganda.

Bor i faldefærdigt hus i bushen

Solveig Vinther er på vej langt ud i bushen for at besøge Rihana og hendes familie. To piger på syv og otte år fra Nordjylland har tømt deres sparebøsser, og for pengene har Solveig købt mad til familien. I tasken har hun blandt andet medbragt ris, majsmel, brød, stegeolie og margarine. Maden rækker til et par uger for familien på fire.

Rihana får desuden et par sandaler, som hun prøver, mens hendes niece Victoria viser rundt i det faldefærdige hus.

Synet af de slidte madrasser får straks Solveig Vinther og hendes frivillige medrejsende, Ninna Sønderskov, til på stedet at love nye madrasser og sengetøj.

- De har jo ingen IKEA her

Den enlige mor med de tre børn, som netop er blevet hjemløse, får også besøg af Solveig Vinther. Solveig har fundet et sted, hvor den lille familie kan bo – men først skal der handles stort ind. Agape Child Care betaler for komplet udstyr til det nye hjem.

- Hun har intet - virkelig intet. Så nu skal vi handle ind til hende og flytte ind. De har jo ingen IKEA her i Uganda, så vi skal rundt i alle de små bikse, siger Solveig Vinther.

Hun færdes hjemmevant i biksene og forsøger at forhandle. Priserne skifter hele tiden. Bare fordi man gav 68.000 ugandisk shilling for en madras sidste gang – svarende til cirka 125 kroner – kan prisen sagtens lyde på 72.000 ugandisk shilling næste gang.

For moderen er det et mirakel, at hun har et sted at bo. Et sted, hvor der endda er tæppe på gulvet. En uhørt luksus. Hun er dybt taknemmelig og uddeler kram med en tåre i øjenkrogen.

- Nu har hun et sted, hvor hun ved, hun ikke bliver smidt ud, siger Solveig Vinther.

Agape Child Care har betalt tre måneders husleje til at begynde med. Huslejen lyder på cirka 100 kroner om måneden.

For Solveig betyder det alt at kunne hjælpe familierne i Uganda – og især børnene har en helt særlig plads i hendes hjerte.

- Det er mine børn. Jeg holder lige så meget af dem, som jeg holder af mine egne børn. Der er ingen forskel, siger hun.

Gennem årene er Agape Child Cares indsats i området bare vokset og vokset. Børnehjemmet er rykket til Nundu, og ni børn bor her fast. Agape Child Care har cirka 100 sponsorbørn på de bedste skoler, der er i området, og så har Solveig bygget Agape-skolen, hvor de allerfattigste børn, som ikke har sponsorer, kan få undervisning.

Når undervisningen for de yngste er forbi, er der sy- og strikkeundervisning for områdets kvinder. Nogle syr tøj til deres familier, mens andre laver tøj, som de sælger på et marked i nærheden.

Det var Solveig, der fik idéen til sy- og strikkeundervisningen og købte en symaskine.

- Kvinderne skulle på banen. De sad derhjemme og havde ingen rettigheder. De føler et tilhørsforhold til stedet her, og de har rejst sig fantastisk meget, siger hun.

Jesus beordrede desuden Solveig Vinther til at lave en brønd med rent drikkevand i Nundu, hvor de lokale indtil da havde gået fem kilometer for at hente vand.

- Enhver dansker ville nok blive forpustet ved tanken om at skulle gå fem kilometer efter 20 liter vand med larver, blade og ting og sager i, siger Solveig Vinther.

Rent drikkevand er nok en af de største gaver, man kan give til de små samfund. Og taknemmeligheden er stor – når Solveig kommer forbi, ligger folk på knæ for at sige tak.

- Nu lider vi ikke længere af mangel på vand. Alt er godt herude og folk er meget taknemmelige, siger Joseph Kateete, der bor i Nundu.

- Jeg har haft lyst til at give op mange gange

Når man spørger Solveig Vinther, om hun mener, Agape Child Care har flyttet nok på de over 10 år, projektet har været i gang, er svaret nej.

- Ikke efter min mening. Jeg havde håbet, det havde været meget længere fremme. Men for de lokale er det fuldstændig fantastisk. Og det er det nok også. Hvis jeg tænker tilbage på, hvordan det var, da det begyndte, så må jeg nok indrømme, at der faktisk er sket noget, siger hun.

Har du aldrig været ved at give op?

- Mange gange. Rigtig mange gange. Men så længe Jesus vil, at jeg skal det her, så gør jeg det. Jeg har haft lyst til at give op mange gange, men det tillader han tilsyneladende ikke, siger Solveig Vinther.

Hun har aldrig brugt tid på at bekymre sig om Agape Child Cares fremtid. Den er nemlig i trygge hænder.

- Kun Jesus ved, hvad der skal ske, så det skal jeg slet ikke bryde hovedet med. Det er ham, der har startet det, og det bliver ham, der gør det færdigt. Det er sandelig ikke min opgave, siger hun.

I sommeren 2016 blev Solveig Vinther syg – så syg, at hun blev indlagt på sygehuset. Efter masser af undersøgelser fik Solveig besked på, hvad hun fejlede. Hun havde aggressiv og uhelbredelig kræft i æggestokkene med spredning til hele bughulen.

- Da lægen sagde det, sagde jeg bare ”nå”. Så blev der så mærkeligt stille – de havde forventet en helt anden reaktion, siger Solveig.

Den kommende rejse til Uganda med barnebarnet blev aflyst. Solveig kom i behandling på Aalborg Universitetshospital, og de første kemobehandlinger var så hårde, at hun næsten troede, at de ville tage livet af hende.

- Fem gange var jeg helt ude over kanten og troede, at nu var det slut, siger Solveig, som fik en allergisk reaktion efter behandlingen.

Tanken om at være nået til vejs ende i livet skræmte ikke Solveig, som var helt afklaret med sin alvorlige sygdom.

- Bliver jeg rask, er det fantastisk. Bliver jeg ikke rask, så er det også fantastisk. For så ved jeg, hvor jeg skal hen. Så skal jeg hjem til min elskede Jesus, siger hun.

Solveig Vinther blev igen frisk i en periode, hvor hun to gange besøgte sit elskede Uganda.

Kræftsygdommen fik dog overtaget, og snart stod det klart, at der ikke var mere at gøre. Solveig brugte sin sidste tid i sit hjem, og få dage før sin død satte hun ord på sine tanker.

- Det der er sat i gang i Uganda, og alt den hjælp, vi er kommet rundt med, har været fuldstændig fantastisk. Jeg kan med glæde og taknemmelighed sige tak for den tid, jeg har fået lov at være med. Det har været fuldstændig eventyrligt. Det har også været hårdt. Men det har været det hele værd.

Hun var fortrøstningsfuld ved tanken om at dø.

- Jeg er ikke bange for det. Jeg ved, hvor jeg skal hen – jeg skal hjem til min elskede Jesus. Det er et afsluttet kapitel. Jeg har fået lov til at være med hertil, og det er ikke en selvfølge. Det har været en gave uden lige. Det er jeg uendeligt taknemmelig for. Jeg er klar, den dag Jesus kalder.

Solveig døde 24. september 2019. Hun blev 75 år gammel.

Frivillige kræfter fører Solveigs arbejde i Uganda videre.

Se også udsendelsen "Solveigs Afrikanske Kjoleparty" her:

Se endnu flere udsendelser om Solveig Vinthers arbejde i Uganda her.

Foto og redigering: Benny Kristensen

Artikel: Josefine Brader