01:58

TV MIDTVEST

Stor eksport: Hanstholm vil have bedre vejnet

Hanstholm vil forbedre byens infrastruktur for at øge eksporten af fisk.

Hanstholm har lige investeret 525 millioner kroner i en havneudvidelse, men står det til byen, skal der endnu mere til. Man vil nemlig også have forbedret vejnettet, så man kan øge eksporten af fisk, der bliver fanget af byens fiskere. 

Eksporten af byens fisk bliver nemlig ikke fragtet med skib - men med lastbil.

- Det er vigtigt med en infrastruktur ud af byen også, for al eksporten bliver kørt herfra for øjeblikket. Der bliver ikke sejlet særlig meget eksport ud, siger Niels Clemensen, havnedirektør for Hanstholm Havn.

Pengene vil de gerne have investeret fra regeringen, men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er umiddelbart ikke med på idéen.

- Jeg kan ikke stå og love penge til bestemte projekter rundt omkring i Danmark, men jeg kan sige, at det ligger regeringen rigtig meget på sinde, at vi øger vores ambitionsniveau, når vi snakker investeringer, siger han. 

Hanstholm eksporterer primært fisken tobis. Lige nu har havnen 1.600 arbejdspladser tilknyttet i byen.