Surfer uden vind udløste storstilet redningsaktion
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Arkivfoto.
De helt store redningsfartøjer blev klargjort efter en melding om en dragesurfer, der flød rundt uden for Klitmøller ved Thy.
Redningsstation Hanstholm nåede at sætte en redningsbåd af typen LRB22 i vandet samt sende et strandredningskøretøj til Hanstholm og klargøre en af Forsvarets redningshelikoptere, da der søndag eftermiddag indløb en melding om en surfer, der var faldet i vandet.
Det skriver LimfjordUpdate.dk.
Den mandlige surfer havde forsøgt at dragesurfe ud for Klitmøller ved Thy, men der var alt for lidt vind, og han måtte lade sig drive ind mod kysten.
En 9-årig dreng havde set ham i vandet og slog alarm. Da LBR22 nåede frem, var det dog tydeligt, at surferen ikke var i fare, og man sejlede ham derfor blot tættere på land, så han selv kunne gå de sidste meter.