Thisted FC forlænger med forsvarsspiller
Foto: Arkiv
Fodboldklubben Thisted FC går efter at markere sig i Nordicbetligaen, og som et led i den plan, har de nu valgt at forlænge med Jeppe Svenningsen.
Forsvarsprofilen Jeppe Svenningsen får i endnu en sæson lov at betræde græsset i Sparekassen Thy Arena. Fodboldklubben Thisted FC har nemlig valgt at forlænge kontrakten med spilleren, så den nu løber til sommeren 2018.
- Jeg er glad for min forlængelse. Thisted FC er en fantastisk klub at spille for, fortæller Jeppe Svenningsen.
Klubben tegnede den første kontrakt med den unge morsingbo tilbage i 2014. Dengang blev det til en 1-årig kontrakt, og sidenhen er det altså blevet til en del flere forlængelser for forsvarsspilleren. Forud for sin plads hos Thisted FC var Jeppe Svenningsen tilknyttet A-truppen i AC Horsens.
- Vi går en spændende sæson i møde, som jeg glæder mig meget til at være en del af. Vi har et stærk sammenhold i spillertruppen, og siden jeg startede i Thisted FC, har vi haft et fælles mål, og det var oprykning til 1. division. Næste fælles mål, og det vil jeg arbejde benhårdt for, bliver, at vi som hold i den kommende sæson, skal etablere os i Nordicbetligaen, lyder det fra Jeppe Svenningsen.
- Vi i trænerteamet er meget glade for, at Jeppe Svenningsen har valgt at forlænge sin kontrakt med yderligere et år. Jeppe er holdets kriger, humørspreder og spilleren, der altid går forrest. Jeppe bliver en spiller, der med sin store personlighed får stor betydning i holdets bestræbelser på at være bedst klædt på til den kommende sæson i Nordicbetligaen, fortæller assistenttræner Henning Pedersen.