Tican forbereder sig på britisk EU-exit

Det nordjyske slagteri Tican forventer ikke at det vil koste arbejdspladser hvis Storbritannien forlader EU.

23. juni går britterne til stemmeurnerne. Her skal de beslutte om de fortsat vil være en del af EU - en del af det indre marked.

Mange danske virksomheder eksporterer til Storbritannien og en af dem er slagteriet Tican i Thisted. Her forbereder direkør Ove Thejls sig på, at afstemningen kan ende med et "nej" til det europæiske samarbejde. Umiddelbart tror han ikke at et EU-exit vil få konsekvenser i Thisted. Det skriver LimfjordUpdate.

- Jeg tror at Storbritanien vil fortsætte med at importere svinekød fra EU i tilfælde af et exit. Hvis kursen på det britiske pund falder ved et exit, vil det blive dyrere at importere svinekød fra EU fordi eksportørerne vil hæve prisen målt i pund, siger direktøren til LimfjordUpdate.

- Jeg tror ikke at Storbritannien vil indføre handelsbarrierer som for eksempel told på imprteret svinekød, men når det bliver dyrere at importere, vil importen falde, siger Ove Thejls videre.

- Men jeg tror ikke, det bliver væsentligt, og dermed vil Tican heller ikke blive ramt væsentligt af et exit. Det bliver englænderne selv, der kommer til at betale for det, med deraf følgende lavere vækst i de kommende år.

Tican afsætter 15 procent af produktionen til Storbritannien, men hvis britterne stemmer sig ud af EU og importen af dansk svinekød falder, har direktøren en plan B klar.

- "Plan B" er at sælge til alternative markeder. I øjeblikket vil det blandt andet være Kina, hvor importen af svinekød er vokset meget. Jeg forventer ikke at en "Brexit" vil betyde beskæftigelsesmæssige konsekvenser på den korte bane, men på længere sigt kan det skade den samlede danske svineproduktion.


Seneste nyt

fra Nordjylland