UCN overtager Thisted-uddannelser fra VIA
Foto: Ib William Christensen
University College Nordjylland overtager uddannelser fra VIA i Thisted.
Uddannelserne til pædagog, pædagogisk assistent og sygeplejerske i Thisted kommer nu på nordjyske hænder, når UCN overtager fra VIA.
UCN og VIA har igennem længere tid arbejdet på en overdragelse af uddannelsesaktiviteterne i Thisted efter aftale med Uddannelses- og Forskningsministeriet. Derfor glæder Ulla Astman, bestyrelsesformand for UCN, sig særligt over, at aftalen nu er på plads.
- Der har i flere år været et stort ønske om at få uddannelserne på nordjyske hænder. På denne måde får vi en stærkere og mere sammenhængende regional forankring af uddannelsesaktiviteterne i Region Nordjylland. Det er samtidig af stor betydning for området, at Thisted fortsat har et alsidigt og bredt uddannelsesudbud, siger Ulla Astman.
På denne måde får vi en stærkere og mere sammenhængende regional forankring af uddannelsesaktiviteterne i Region Nordjylland - Ulla Astman
Knap 20 medarbejdere og cirka 300 studerende i Thisted overgår til UCN pr. 1. juli 2016, hvor overdragelsen forventes at være endeligt trådt i kraft. Inden da skal Uddannelses- og Forskningsministeriet godkende udspaltningen fra VIA til UCN.
Siden 2008 har uddannelserne i Thisted været udbudt af VIA.
Center for Undervisningsmidler rykker med
Udover sygeplejerske-, pædagog- og pædagogisk assistent-uddannelsen omfatter overdragelsen tre arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) i Thisted. Også Center for Undervisningsmidler i Thisted og Morsø overtages af UCN.
Det sker som led i en ny bekendtgørelse for landets centre for undervisningsmidler, som medfører, at centrene fra 1. juli 2016 skal følge regionsgrænserne.
I Aalborg og Hjørring har UCN i mange år uddannet sygeplejersker og pædagoger. Pædagogisk assistent-uddannelsen og arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) er derimod nye i UCN’s regi.
Fakta:
- Ca. 300 studerende læser til hhv. sygeplejerske, pædagog og pædagogisk assistent (PAU) i Thisted.
- Uddannelserne udbydes på Thy Uddannelsescenter i Thisted.
- Knap 20 medarbejdere ansat på VIA med hovedarbejdssted i Thisted overgår til UCN ifm. virksomhedsoverdragelsen.
- Udover uddannelserne til pædagog, sygeplejerske og pædagogisk assistent indgår tre arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) i Thisted samt Center for Undervisningsmidler i Thisted og Morsø i overdragelsen fra VIA til UCN.
- UCN’s udbudsret til pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen forventes endeligt godkendt i foråret 2016 af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
- UCN’s kommende udbud af pædagogisk assistent-uddannelsen (PAU) og AMU-kurserne er godkendt af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling i december 2015.
- UCN’s udbudsgodkendelse til PAU gælder fra 1. januar 2016 til 31. juli 2017. UCN skal ligesom alle øvrige udbydere ansøge om ny godkendelse i den kommende eud-udbudsrunde.
- Center for Undervisningsmidler i Thisted og Morsø overdrages til UCN som led i en ny bekendtgørelse om landets centre for undervisningsmidler.
- University College Nordjylland arbejder med uddannelse, forskning, udvikling og innovation inden for fire hovedområder: Business, pædagogik, sundhed og teknologi.
- UCN udbyder i dag 35 uddannelser i Aalborg, Hjørring og Thisted og har 9.200 studerende på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, ca. 8.000 kursister og studerende på efter- og videreuddannelse samt ca. 950 ansatte.