Missing People: Is forhindrer eftersøgning i havn
Foto: Østjyllands Politi
Østjyllands Politi, Lokalpolitiet i Randers, efterlyser den 19 årige mand, Thomas Mikkelsen Stralner, der er forsvundet natten mellem den 15. og 16. januar.
De spor, som Missing People i nat har fundet på havneområdet i Randers har ikke ført til konkrete opdagelser i eftersøgning af den 19-årige Thomas Mikkelsen Stralner, der forsvandt efter en nytur natten til lørdag.
- Vi fik i går aftes tilladelse til at afsøge havnebygningerne og fabriksområderne på havnen. Områderne vi har afsøgt er kategoriseret som terror-sikre, hvorfor vi kun kunne benytte vores egne Missing People medlemmer, der er straffegodkendte og godkendte til at kunne afsøge disse områder, skriver Missing People lørdag formiddag på sin Facebook-side.
- Vi brugte i nat fire Missing People-certificerede søge-/redningshunde i området. Hundene har uafhængigt af hinanden i nat fået færd i området, vi har her til morgen dobbelttjekket færden i håbet om at kunne præcisere, hvor færden kom fra - men desværre har vi ikke kunne lokalisere kilden til færden, lyder det videre i opdateringen.
Missing People ved altså ikke om færden kommer fra vandet eller en af bygningerne, da vinden og strømmen kan slå imod en konstruktion og dermed reflekterer videre til et andet sted.
- Isen på vandet ligger i flere lag, og der er faktisk helt tørt under isen, vi kan derfor heller ikke sende dykkere ud under isen, for at afsøge der. Vi har overdraget de nye opdagelser til Politiet, der senere i dag vil følge op på sporene og vurdere hvilke tiltag der nu skal tages, slutter Missing People.